Skip to main content

Full text of "Den Danske Stjerne"

See other formats


■ 





* 










SICfW 




1 

i 




c# '% 


v MSN dansAe. 

^ - STJERNE 


4 % 

% , J 






Juni 1977 • 126. årgang • Nummer 6 


kJ % 




É(Hmi 




* '^JBHM^i ' 








-y— .^.flBhi 


Tfr^l* 


lp-- 






ÉÉ Ir 






*<* 



', J 



Jk.il.. 



fs »* 



■ 



iA 



r- 



■Ui*»**j 



****k< 



"»"•is. 



<«***. 













STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE 
AF SIDSTE DAGES HELLIGE 



Juni 1977 

126. årgang • Nummer 6 

Det øverste Præsidentskab 

Spencer W. Kimball 
N. Eldon Tanner 
Marion G. Romney 



De Tolvs råd 

Ezra Taft Benson 
Mark E. Petersen 
Delbert L. Stapley 
LeGrand Richards 



Thomas S. Monson 
Boyd K. Packer 
Marvin J. Ashton 
Bruce R. McConkie 



Howard W. Hunter L. Tom Perry 
Gordon B. Hinckley David B. Haight 

Rådgivende komité 

Howard W. Hunter L. Tom Perry 
Robert D. Hales O. Leslie Stone 

Redaktør af kirkens magasiner 

Dean L. Larsen 

International Magazines redaktion 

Larry A. Hiller, chefredaktør 
Carol Larsen, medredaktør 
Roger Gylling, designer 

Den danske Stjernes redaktion 

Jørgen Ljungstrøm, Translation Services 
Vodroffsvej 7, DK 1900 København V 
Kurt Voss, Smedevangen 9, 
DK -3540 Lynge 
Harry Bohler, layout 

Tryk 

Paul Giese KG, Offenbach/Main 

Korrespondenter 

Københavns Stav: 

Den danske Mission: 



Abonnement 

Tegnes gennem wards/grensrepræsen- 
tanten: 12 numre dkr. 42,00 
Nævnte priser er incl. moms og porto. 
Betaling over giro 3120988 til Distributions 
Centret, Smedevangen 9, 3540 Lynge. 
United States and Canada: $ 8.00 
(surface mail) 

© 1977 by the Corporation of the Presi- 
dent of The Church of Jesus Christ of 
Latter-day Saints. All rights reserved. 



INDHOLDSFORTEGNELSE 

Gud er ikke langt fra os. Præsident Marion G. Romney .... 1 

Provokér ikke jeres børn. F. Enzio Busche 2 

John Lloyd Stephens og Mayaerne. James A. Packer 6 

Finansmanden og biskoppen. William Hartley 8 

En appel til vordende ældster. Ældste Boyd K. Packer 10 

Børnestjernen 

Helte fra Mormons Bog 13 

Modige øjeblikke. Keith Christensen 14 

Fra ven til ven. Vaughn J. Featherstone 16 

En søndags-kasse. Virginia H. Pearce og Kathleen H. Barnes 18 

Bare for sjov 20 

„Slå på stålet". B. Lloyd Poelman 21 

„Englene vil måske citere derfra". 

Præsident Spencer W. Kimball 24 

Frelserens eksempel for lærere. Theo E. McKean 26 

Eksemplets magt. Delbert L. Stapley 28 

Et vidnesbyrd. K. Holmboe, Esbjerg 31 

Et vidnesbyrd. K. Å. Gram . •. 31 

På omslagets for- og bagside ses nogle af de ruiner, der blev 
udforsket af John Lloyd Stephens i 1839 — 41. Se artiklen inde i 
bladet. 



Budskab fra Det øverste Præsidentskab 



Gud er ikke langt fra os 



AF PRÆSIDENT MARION G. ROMNEY 
Anden rådgiver i Det øverste Præsidentskab 




Efter sin flugt fra forfølgelse blandt tessalonikerne og be- 
boerne i Berea ventede Paulus i Athen på Silas og Timo- 
teus. Mens han var dér, „oprørtes hans ånd, da han så, 
hvor byen var fuld af afgudsbilleder" (Ap.Ger. 17:16). 
Som I husker havde Paulus gennem en storslået oplevelse, 
opnået kundskab om, at Herren ikke var en upersonlig ma- 
terie, men snarere en personlighed, der var så nær, at han 
virkelig kunne tale til Paulus og give instruktioner om, hvad 
der var bedst for Paulus at gøre. (Se Ap.Ger. 9) Det var 
denne viden, som fik Paulus' ånd til at oprøres, da han blev 
vidne til byens ugudelighed. 



Ikke blot oprørtes hans ånd over dette, men det gav ham 
også ønske om og styrke til at gøre, hvad han kunne, for 
at oplyse menneskene i Athen. Han benyttede enhver lejlig- 
hed til at forkynde „evangeliet om Jesus og om opstandel- 
sen" (Ap.Ger. 17:18). Nogle kaldte ham et „snakkehoved". 
Andre sagde, at han „synes at være en, som forkynder 
fremmede guddomme". (Ap.Ger. 17:18) Så megen opmærk- 
somhed vakte han, at mange mennesker samledes om ham 
for at høre, hvad han havde på hjerte. 
„Da trådte Paulus frem midt på Areopagus og sagde: „Athe- 
nere! Jeg ser, at I i alle måder er ivrige i jeres gudsdyrkelse. 



Thi da jeg gik omkring og tog jeres helligdomme i øjesyn, 
fandt jeg blandt andet et alter med den indskrift: ,For en 
ukendt Gud'. Det, som I således dyrker uden at kende det, 
det forkynder jeg jer. 

Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, han, 
som er Himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer, 
gjorte med hænder. 

Han tjenes heller ikke af menneskers hænder, som om han 
trængte til noget, han, som jo selv giver alle liv og ånde og 
alt andet. 

Og han lod alle folk nedstamme fra et menneske og lod 
dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte be- 
stemte tider og landegrænser for dem, 
for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem 
til ham og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en 
eneste af os, 

thi i ham lever og røres og er vi, sådan som nogle af jeres 
digtere har sagt: 'Thi vi er også af hans slægt.' 
Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddom- 
men er lig guld eller sølv eller sten, formet ved menneskers 
kunst og snilde." (Ap.Ger. 17:22-29; fremhævelser tilføjet) 
Denne prædiken af Paulus blev holdt for omkring nitten 
hundrede år siden, men den har stadig bud til os. Rigtig nok 



I disse usikre tider 
kan man finde trøst og styrke 

i at vide, 

at Gud ikke er et udefinerbart 

eller abstrakt begreb, 

som ligger os fjernt, 

men en kærlig og forstående far, 

der er os så nær, 

at vi dagligt 

kan kommunikere med ham 



har de mellemliggende år bragt store forandringer i alle 
forhold, især med hensyn til videnskab og industri. Men 
med hensyn til emnet for Paulus' prædiken, så er verden i 
dag omtrent ligesom dengang. For mange er Gud stadig 
„en ukendt Gud" og derfor dyrkes han i uvidenhed. Måske 
anses han ikke for at være „lig guld eller sølv eller sten, 
formet ved menneskers kunst og snilde". Men alligevel hø- 
rer overtro afgudsdyrkeri på mange måder stadig til dagens 
orden. Nogle fornægter selve Guds eksistens. Andre defi- 
nerer ham som værende „kosmisk energi", som om han 
kunne være en elektrisk strøm. Man har talt om ham som 
værende „den første store årsag" og den „universelle sam- 
vittighed". Gud ville ikke blive omtalt i så vage vendinger, 
hvis menneskene havde haft den kundskab om ham, som 
Paulus havde. 

Imidlertid er der nogle mennesker i verden i dag, der lige- 
som på Paulus' tid, ved, at Gud er deres Fader, og at han 
ikke er langt fra dem. Hvis de skulle tale om det emne, ville 
de fortælle jer, at af alle deres ejendele er den viden deres 
kæreste eje. Fra den får de magt til at modstå fristelse, mod 
farens stund, følgeskab i ensomhedens time og trøst i sor- 
gen. Denne kundskab om Gud giver dem tro på og håb om, 
at i morgen vil blive bedre end i dag. Den er et anker for 
deres sjæl, som giver livet et formål, selvom alt og alle 
omkring dem er forvirring og kaos. De ved, at sådanne for- 
hold eksisterer, fordi menneskene mangler denne viden og 
derfor ikke bliver ledet af Gud. 

Mit budskab til jer i dag er, at ethvert menneske kan komme 
til at eje denne kostelige kundskab og kan glæde sig over 
de velsignelser, som den bringer. For som Paulus siger, er 
vi Guds afkom, og han nærer ikke personsanseelse, men 
vil at alle mennesker skal komme til ham. Det var ham, der 
sagde: „Kom til mig, alle I, som er trætte og tyngede af 
byrder, og jeg vil give jer hvile. 

Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og 
ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle. 
Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let." (Matt. 11:28-30) 
Prisen for at få denne kundskab er at påtage sig Kristi „åg", 
der betyder at følge den vej, han har afmærket. Porten til 
den vej er et ønske om at kende Gud, levendegjort ved en 
beslutning om at ville gøre det, der er nødvendigt for at 
opnå den kundskab. 

For at få den er der meget, der må gøres. Det kan ikke alt- 
sammen omtales her, men indstillingen må være at bede. 
Ingen har nogensinde påkaldt Gud forgæves, hvis han be- 
der i oprigtig tro. Den sande og visse kundskab om Gud 
blev gengivet til jorden i denne tid gennem den unge profet 
Joseph Smith som resultat af bøn. 

I disse urolige tider med frygtelig spænding og megen tra- 
gedie er der trøst og styrke at hente i bevidstheden om, at 
G ( ud er vor himmelske Fader, at han ikke er noget fjernt, 
udefinerbart og abstrakt, men en kærlig og forstående Fa- 
der, der er så nær, at vi kan have daglig kommunikation 
med ham. Han kan nå enhver af os med sin styrkende og 
beskyttende kraft. 

At vi må have ønsket og modet og ydmygheden til at opnå 
den kundskab og kunne glæde os over frugterne deraf, er 
min ydmyge bøn. 



Provokér ikke jeres børn 



AFF. ENZIO BUSCHE 




Hver gang min kone og jeg spekulerer over vore mange 
ansvar i dette liv og prøver at ordne dem ind efter betyd- 
ning, tænker vi altid først på vore børn. Den ældste, Mar- 
kus, er netop blevet nitten og er i færd med at berede sig 
til en mission. Matthias er sytten og har begyndt sin uddan- 
nelse til et håndværk. Maja, vores eneste datter, er seksten. 
Daniel, den yngste, er tolv og har lige modtaget Det aronske 
Præstedømme. 

Vi holder forfærdelig meget af vore børn og er meget tak- 
nemmelige over for vor himmelske Fader, fordi han har 
overladt dem til vor omsorg. Vi synes, at den største glæde 
vi kunne opleve, ville være at se alle vore fire børn udvikle 
sig til lykkelige mennesker, som klarer deres forvaltning i 
fuldstændig harmoni med Guds bud. 
Men vi er fuldstændigt klare over den menneskelige sjæls 
delikate væsen - især de små børns. Når et nyt liv begyn- 
der i dyreverdenen, er det udstyret med næsten alt, hvad 
det behøver, og instinktet tilføjer de små manglende dele. 
Med mennesket er det anderledes. Ikke blot kræver et 
menneskebarn mere fysisk næring og omhu, men det er 
også fuldstændig afhængigt af dets forældre med hensyn 
til åndelig og moralsk udvikling. Som følge deraf mener vi, 
at det er uomgængelig nødvendigt, at børnene præsenteres 
for livet — naturligvis over en længere årrække — i en 
atmosfære af glæde og kærlighed i hjemmet, eller, som 
apostlen Paulus sagde, i en atmosfære af „kærligheden, 
som er det fuldkomne bånd" (Kol. 3:14). Vi kan lide den 
måde, Paulus yderligere beskriver det ideelle forhold i hjem- 
met: 

„I hustruer, I skal underordne jer under jeres mænd, som 
det sømmer sig i Herren. 

I mænd! elsk jeres hustruer, og vær ikke bitre imod dem. 
I børn! adlyd jeres forældre i alt, thi det er Herren velbe- 
hageligt. 

I fædre! lad være at opirre jeres børn, for at de ikke skal 
blive forskræmte." (Kol. 3:18-24) 

Næsten alle forældre ønsker at gøre deres yderste for de- 
res børn, at hjælpe dem til at klare sig i verden, at opdrage 
dem til det højest mulige og opnåelige stade, at undlade at 
„opirre" eller provokere dem til bitterhed eller en tilstand 
af meningsløs protest. Ikke desto mindre har Satan stor 
magt på jorden, og han har anbragt mange anstødssten for 
mennesker med reelle hensigter. I skoler og de forskellige 
nyhedsmedier præsenteres materialismens lærdomme, had, 
uærlighed, uværdighed, umoralitet og bedrøvelighed — alt- 
sammen indpakket i smarte og intellektuelle fraser. Falske 
religioner og filosofier findes i overflod, og der er meget, 
der distraherer os til at spilde megen tid og energi, når vi 
forsøger at forbedre vore ydre leveforhold og gøre livet be- 
hageligt og enkelt — alt imens vi forbliver uden kendskab 
til vore virkelige behov. 

Selvom alle mennesker til en vis grad er oplyste af Kristi 
Ånd og har en grad af kundskab om, hvad der er godt og 
rigtigt, har de fleste alligevel intet håb om et helliggjort 
familieliv, for de mangler den fulde kundskab, der blev mu- 
liggjort ved gengivelsen af Jesu Kristi evangelium gennem 
profeten Joseph Smith. Min kone og jeg befandt os også 
engang i den tilstand. 



Derfor binder et stærkt taknemmelighedens bånd os til de 
ukendte forældre til de missionærer, som kom til os tidligt 
i vort ægteskab med budskabet om genoprettelsen. Det er 
én ting, som adskiller medlemmerne af Jesu Kristi Kirke af 
Sidste Dages Hellige fra hele resten af verden — den sikre 
vished om, hvem vi er, hvorfra vi kom, hvorfor vi er her, og 
hvor vi skal hen herfra, og selvfølgelig den kraft, som vil 
bringe os derhen. 

Den viden giver mening i alle vore familieforhold og bevarer 
først og fremmest vor kærlnghed til og ansvar for vore børn. 
Ligesom vore mormonpionér-forfædre var tvunget til at flyg- 
te over de uendelige prærier for at opbygge en civilisation i 
en ørken, sådan har vi også en følelse af et leve i en ånde- 
lig ørken med ansvar for at opbygge en levende nation ud 
fra den oase, som kirkesamfundet repræsenterer. Uden 
præstedømmets kraft og uden hjælpeorganisationerne og 
andre programmer, som f.eks. seminaret, ville vi forældre 
være fortabt og alene. Vi skælver ved tanken om at skulle 
klare vores opgaver og vort ansvar i uvidenhed om evange- 
liets frelsende principper. 

At være far og mor betyder at lære og tænke ud fra priori- 
tering. Børn har mangler, somme tider så store, at vi er 
lamslåede, så vi er fristet til at handle på måder, der ville 
„provokere dem til vrede". Men at gøre det kan måske få 
dem til at vende sig bort fra deres endemål, det evige liv. 
Hvad gør vi så med vore børns fejltagelser, mangler og 
fejl? Jeg mener, at det er det afgørende punkt. Som hjem- 




melærer hørte jeg engang en ung mand sige i overværelse 
af sine forældre, at han aldrig fik nogen ros. Hans fars svar 
lød: „Jeg ville gladeligt have rost dig, hvis du nogensinde 
havde gjort noget rosværdigt." Jeg var chokeret. Hvilke 
følelser ville en sådan udtalelse ikke vække hos et barn? 
Hvor hurtige er vi ikke til at se noget, som ikke er helt rig- 
tigt, at se alt det, som er forkert? Hvor langsomme er vi ikke 
til at se mennesker, som de virkelig er, eller som de kunne 
blive, hvis de blev ledet på rette måde — nemlig Guds børn, 
udstyret med alle de kostelige kendetegn på guddommelig 
renhed og guddommelig dyd. 

Ingen lider mere ved ufuldkommenhed end den, som er be- 
hæftet dermed, inkluderende børn. De kender deres fejl; de 
kender deres svagheder. Men hvordan kan de få mod til at 
omvende sig, mod til at være anderledes, hvis det nødven- 
dige mod ikke kommer fra forældrene? 
Min kone og jeg er enige om, at i den åndelige modnings- 
proces har børnene så at sige ret til at gøre fejl, at have 
mangler, at gøre noget forkert, selv efter at de er blevet 
rettede ti gange. Og vi mener, at det er forældrenes pligt at 
forstå, at stå fast og at tilgive, „så de ikke bliver skuffede". 
Så er vi bogstavelig talt blevet detektiver, der udsøger de 
begravede talenter eller evner hos vore børn, for at deres 
mindste spirer hen mod opdyrkelse af positive gaver kan 
blive opdaget, omtalt og beundret. Hvor dejligt er det ikke 
at sidde ved en familiehjemmeaften og tænke på og frem- 
hæve hinandens gode egenskaber og evner. Hver enkelt af 
os har hårdt brug for nogen til at styrke vore gode inten- 
tioner, dele vore sorger når vi fejler, hjælpe os med at ud- 
forme mål, der kan rette vore sind mod det, der har evig 
værdi. 

Vi prøver at lede vore børn til selvrespekt og selvtillid og 
lader dem for det meste dømme sig selv. Vi har erfaring for, 
at man ikke er så god en lærer, når man finder og afslører 
fejl, som når man hjælper barnet til selv at finde ud af, at det 
gør noget forkert. Når et barn selv kan forstå sine fejl, er det 
første skridt til at rette dem allerede taget. 
Jeg husker engang vi bad vores søn, som havde overtrådt, 
om selv at vælge sin straf. Han bestemte, at han ikke måtte 
have lov til at se TV en måned. Det forekom os at være alt 
for streng en straf, men hvor glade var vi ikke da hans bed- 
stemor fortalte, at han under et besøg, insisterede på, at det 
var forkert af hende at opfordre ham til at se et bestemt 
tv- program, selv om hans forældre ikke ville få det at vide. 
Jeg tror ikke, man kan opleve en større glæde som forældre 
end at se et barn klare sig så godt i en vanskelig situation. 
Det er først og fremmest voksne, som bringer menneske- 
heden i fare og tilintetgør den — nogle gennem deres dår- 
lige eksempel eller deres hykleriske eller kyniske filosofier. 
Hvilket herligt bevis på menneskets guddommelige oprin- 
delse er det ikke at se rene, uskyldige børn; hvilken skuffel- 
se, når vi oplever, hvor ufølsomme og ukærlige nogle for- 
ældre kan være over for dem. 

Når man ser rigtigt på det, kan man så ikke sammenligne 
pligten til at udøve en retfærdig forvaltning over sine børn, 
med en daglig kamp med os selv for at blive så åndelige, 
rene, fulde af hengivenhed og kærlighed, at vi kan blive 
eksempler og partnere? Jo mere vi som forældre samvittig- 



hedsfuldt lærer at lytte uden at afbryde og at absorbere, 
hvad der siges, des lettere vil det blive at belære. 
Jeg har hørt om en leder i kirken, som hver gang han gik 
ind i sit hjem bad en stille bøn for at få styrke til retskaffent 
at udføre sine pligter som far og ægtemand. 
Det er ikke let at hæve sig over alle hverdagslivets små ir- 
ritationer i værdighed og harmoni, og vi har opdaget, at det 
er næsten umuligt at overvinde dette problem, med mindre 
vi har den daglige vane at studere skrifterne og lærer at 
lade os lede af Helligånden, selv i de mindste afgørelser. 
På samme måde har vi oplevet særlige familiehjemmeafte- 
ner, som er blevet helt anderledes end planlagt, bare fordi 
den øjeblikkelige situation krævede det. Hvor farligt er det 
ikke at betragte familiehjemmeaftenen blot som et program, 
der nu engang skal udføres. Vi har opdaget, at det er en 
god ting at skifte værelse og sted, at forandre rækkefølgen 
af begivenheder, at arrangere overraskelser og kun have ét 
mål for øje: at give de deltagende større kærlighed, større 
håb og større tro. 

Det er vor erfaring, at familiens åndelighed vokser i kvalitet 
i forhold til, hvor meget børnene tager del i planlægning og 
forberedelse. Vi har lært, at familieråd er et glimrende mid- 
del til at skabe organisation og orden. Ved en bestemt lej- 
lighed sad vi alle i et familieråd og anstrengte os for at 
finde ud af, hvordan vi kunne forbedre vort familieliv, ud- 
dybe vores kærlighed til hinanden og forøge vores lykke. 
Vi var enige om, at vores familie-morgenbøn var et særligt 
problem, fordi den, selvom vi var fulde af kærlighed og hen- 
givenhed, syntes at lide under, at vi øjensynligt altid gen- 
nemførte den halvt i søvne, uforberedte og ude af stand til 
at koncentrere os. Sammen besluttede vi, at vi ville stå op 
et kvarter tidligere, end det ellers var nødvendigt. Vi skulle 
så sidde sammen, synge en salme og sammen læse i skrif- 
terne eller fra en tale af en generalautoritet, før vi knælede 
i bøn. 

Denne fremgangsmåde har, styrket ved at vore børn selv 
var med til at bestemme den, været en kilde til stor glæde 
for os, for efter at vore ånder har modtaget næring og styrke 
fra det levende vands kilde, knæler vi ned for at tænke, at 
fornemme og blive modtagelige for alt det, der er vigtigt og 
ikke må glemmes. Hvilken velsignelse er det ikke at blive 
ledet til det bønnens stade, hvor Ånden leder os og giver 
os kraft til med held at imødegå hver enkelt dags udford- 
ringer. 

Hvor stolt og taknemmelig er jeg ikke, når vores yngste 
søn, uden at hans mor har bedt ham om det, giver mig et 
godnat-kys og siger: „Jeg elsker dig." Eller når vores dat- 
ters smil viser os, at hun er lykkelig; eller når udtrykket i 
vores syttenåriges ansigt fortæller os: „I er gode nok!" 
eller når vores ældste søn fortæller os noget, som viser, at 
han har fuldstændig tillid til os. 

Vi oplever som forældre de største velsignelser — at være 
partnere med Gud, partnere i skabelsen og udviklingen af 
nyt liv og nyt håb. 

F. Enzio Busche præsident for forlag og trykke-virksom- 
heden i Tyskland, virker som regionalrepræsentant for De 
Tolv. Han bor i Dortmund ward, Dusseldorf stav i Tyskland. 



John Lloyd Stephens og Mayaerne 



AF JAMES S. PACKER 
Forkortet af Norbert og Brenda Bench 



John Lloyd Stephens, advokat i New York, og Joseph Smith 
traf aldrig hinanden, og der er heller ikke noget bevis for, 
at Stephens nogensinde læste Mormons Bog. Og alligevel 
kom Stephens' vigtigste bedrift senere til at stå som et fy- 
sisk vidnesbyrd om dette åndsværk, der blev oversat af en 
anden New York-borger, Joseph Smith. 
Denne bedrift begyndte i Honduras jungle en varm, fugtig, 
hed novemberdag i 1839, da John Stephens og hans ind- 
fødte hjælpere gravede en statue op af skovbunden. „Fran- 
cisco fandt fødderne og benene, og Bruno en del af krop- 
pen," skrev Stephens, „og følgerne var fantastiske." Victor 
W. von Hagen skrev om den dag: „En ny verden, en ny vi- 
denskab - den amerikanske arkæologi — var blevet født." 
John Lloyd Stephens var dens grundlægger. 
Ikke ukendt med rejselivet eller berømmelse havde Ste- 
phens allerede strejfet rundt i og skrevet om Europa, Det 
nære Østen, Ægypten, Arabien og Det hellige Land. Men 
stadig kriblede det i ham med forestillinger om fortiden og 
han havde endnu ikke forstået, hvad hans egentlige mål 
var. 

Under et besøg i London faldt Stephens bogstavelig talt 
over sin fremtid, idet han fandt en bog: „Descriptions of an 
Ancient City" (Beskrivelse af en fordums by), skrevet af en 
kaptajn Del Rio, som havde besøgt en mærkelig ruinby i 
Mexico ved navn Palenque. Senere hørte han om en anden 
øde mexicansk by, Uxmal. I 1835 fik han endelig fat på en 
professionel beskrivelse af en ruinby i Honduras, Copan. 
Palenque, Copan, Uxmal. For sit indre blik så han nu klart 
billeder af hidtil ukendte, gamle civilisationer i Mellem- 
amerika. Forbløffende nok syntes han at være den eneste, 
der var interesseret. „I stedet for at fængsle folk," skrev 



han, „vakte artiklen (om Copan) næsten ingen opmærk- 
somhed." 

Ikke desto mindre offentliggjorde han sin hensigt om at 
ville udforske disse forsvundne byer. 
„Nonsens!" hævdede videnskabsmænd og offentligheden 
samstemmende. Indianerne havde aldrig nået at hæve sig 
op til et kultiveret stade. Amerikanere på den tid kunne tro 
på så godt som alting, bare ikke på en „indianer-civilisa- 
tion", til trods for beviserne fra den første koloniseringstid. 
Sådane beviser blev enten ignoreret eller nedvurderet som 
spansk praleri. Historikere og andre lærde holdt fast ved 
deres forældede standpunkter og gjorde nar ad Stephens 
anstrengelser. 

Der var, sandt at sige, kun få dokumentariske beviser, der 
modsagde de lærdes opfattelse. Joseph Smiths angribere 
tænkte for eksempel ikke på at beskylde ham for at plagiere, 
for man kendte ikke noget, han kunne have plagieret. Selv 
i 1839 havde den velkendte - og rige - John Stephens stor 
vanskelighed ved at skaffe virkelige beviser på, at der fand- 
tes en gammel amerikansk kultur. Hans få henvisninger var 
fattige på detaljer. Og på Joseph Smiths tid var optegnel- 
serne endnu dårligere — eller eksisterede slet ikke. 
Mangelen på oplysninger gjorde selv den ukuelige Ste- 
phens en smule skeptisk, men han bevarede håbet. Sam- 
men med en spirende åndsperson — og dygtig kunstner — 
Frederic Catherwood, satte han kursen mod Mellemame- 
rika. 

Deres første mål, Copan, var en hensygnende landsby, be- 
stående af lerklinede hytter. Men opdagelsen lurede nær- 
ved. En indfødt fører ledede dem gennem junglen til en 
flodbred. Overfor løftede sig en 30 meter høj stenmur — 



mJM'i .. 




fe "■ 


ø~i'l 


"" ; ''éf 


^ÉÆ=MÉ 




--<- 


--<■ S Pfjr 






i'Æi , 










• '■- .;'■■■■ 

Kai 



T 






| -': 






p:-- y ,■■-., ... ■i.y-i 









*$#■ mØ^** *'*"'" ' " 










grænselinien mellem det gamle Copan og en ny æra i histo- 
rien. Efter hurtigt at have sat over floden og klatret op over 
bjerrgskrænten, befandt de sig midt blandt de sammenstyr- 
tede minder om en glemt civilisation. 
„Idet vi arbejdede os gennem den tætte skov," berettede 
Stephens, „kom vi til en kvadratisk stensøjle, omkring 4 
meter høj ... med udhuggede figurer på alle fire sider — 
storartede kunstværker — lige så gode som de bedste mo- 
numenter i Ægypten. 

Amerika var (sagde historikerne i 1830'erne) befolket af vil- 
de; men vilde indfødte har aldrig kunnet bygge sådanne 
værker og har aldrig kunnet udhugge disse sten. Da vi 
spurgte indianerne, om de vidste, hvem der havde lavet 
dem, var deres tvetydige svar kun „Quién sabe?" (Hvem 
ved?)" 

Historikere og andre lærde i den vestlige verden kunne ikke 
have svaret bedre. Indbyggerne i Copan — og mayaerne — 
hævede sig op til deres høje stade i kunst og kultur, mens 
Europa nedsank i middelalderens mørke. De overvandt 
jungler og byggede deres byer overalt på Yucatan-halvøen 
som glitrende juveler på et kostbart halssmykke. Men for 
den gamle verden var deres dåd og deres historie ligeså 
tavs som den tavse jungle, de boede i. 
På et tidspunkt før 900 år efter Kristus forsvandt mayaerne 
imidlertid pludseligt og mystisk fra historiens scene. I tusin- 
de år lå Copan begravet i den tætte Hondura-jungle, indtil 
dens tornerosesøvn blev forstyrret i 1839 af Atephens og 
Catherwood. 

Parret kunne ikke se det hele — junglen var for tæt. De 
koncentrerede sig om de ikke tildækkede „afgudsbilleder" 
eller „steler", gravmæler eller mindesten. Det var svære, 
tredive tons monolitter (mindesmærker udhygget i én sten. 
O. a.) De var fyldt med et usandsynligt virvar af figurer, 
blomster og dyr. Rejst på bestemte dage for at mindes be- 
givenheder, der er ukendte for os, betegner de højdepunkt- 
ter for maya-folkets genius. 

Gennem en to-års periode opdagede Stephens og Cather- 
wood Copan, Palenque, Ucmal, Chichén, Itzå og fyrretyve 
andre af maya-folkets ruinbyer. 



Mysteriet blev stedse større, og Stephens' reaktioner var 
begejstring. I Palenque sagde han: 

„Her var minderne om et kultiveret, forfinet og udvalgt folk, 
der havde gennemgået alle stader af et folks opståen og 
forfald; det nåede sit højdepunkt og forsvandt fuldstændig 
ukendt. De bånd, der forbandt dem med den menneskelige 
familie, blev overskåret og forsvandt, og disse (ruiner) er 
de eneste minder om deres gang på jorden ... I hele denne 
verdens romantiske historie var der intet, der gjorde så 
stærkt et indtryk på mig, som synet af denne engang så 
store og smukke by, sammenstyrtet, øde og tabt; fundet ved 
et tilfælde, overvokset af træer, midt i en urskov og uden 
selv et navn til at kendetegne sig." 

Den opofrelse, disse to opdagere udviste for afsløre disse 
mysterier, imponerede vor tids mennesker. 
I en tid, hvor „de fine" blev hjemme, led disse to sult, mala- 
ria, angreb fra titusinder af insekter, overvældende fysiske 
anstrengelser og ofte direkte livsfare. For at opnå hvad? 
Historien bedømmer Stephens som en af de store. Hans 
bidrag sammenlignes med den franske ægyptolog, Jean 
Francois Champollion (1790-1832), der fandt en sten med 
en indskrift på tre sprog, hvorved man kunne decifrere de 
ægyptiske skrifttegn, og hans Rosette-sten, og med den 
tyske arkæolog, Heinrich Schliemann (1822-1890) og hans 
Troja. Den officielle videnskab havde hidtil antaget Schlie- 
mann for et digterisk fantasifoster. 

Fra vort synspunkt er Stephens betydning formidabel: John 
Lloyd Stephens og Joseph Smith traf aldrig hinanden, men 
Mormons Bogs råb i ørkenen blev nu forstærket, da Ste- 
phens fysiske vidnesbyrd om Lehis folk blev kendt overalt i 
verden. 



Disse usædvanligt detaljerede tegninger blev udført af den 
engelske kunstner Frederick Catherwood, som ledsagede 
John Lloyd Stephens ved undersøgelserne af maya-ruin- 
byerne i Mellemamerika, Chiapas og Yucaten. 





§ 



Finansmanden 
og biskoppen 



AF WILLIAM HARTLEY 



„Husk nu, kun fem minutter," advarede sekretæren, idet han 
førte en forretningsmand fra Salt Lake City, Nephi L. Morris, 
ind i det fornemt udstyrede kontor, hvor den store finans- 
mand Thomas N. Cauley, residerede. Efter at have givet 
matadoren den besøgendes visitkort, stillede sekretæren 
sig ved døren for at sikre, at de bevilgede fem minutter ikke 
blev overskredet. 

„Fra Salt Lake City, kan jeg se," sagde den travle forret- 
ningsmand. „Tag plads, mr Morris. Da De nu er fra Utah, 
vil jeg fortælle Dem noget, jeg oplevede for nogle år siden 
i Deres del af verden." Uden at vente på at finde ud af, hvad 
bror Morris' ærinde var, tilsidesatte mr McCauley sine andre 
aftaler for dagen — og overså ganske sin sekretærs ophid- 
sede miner. I en hel time fortalte han sin gæst om en enkelt 
kær erindring. 

Mr McCauley forklarede, at mens han endnu var ganske 
ung, havde han før århundredeskiftet samlet sig en formue 
i de østlige af USA's stater. Men forretningslivets hårde an- 
strengelser havge tilsidst nedbrudt ham fysisk. Hans læge 
fortalte ham, at det eneste håb om helbredelse var at til- 
bringe mellem et halvt og et helt år ude i vesten og leve der 
i det fri. Efter nogen betænkningstid fulgte mr McCauley 



rådet, overdrog arbejdet med sine virksomheder til sine 
medarbejdere og drog mod vest, ledsaget af lægen. 
I månedsvis tilbragte de to mænd tiden i en overdækket 
vogn, mens de i ro og mag gennemrejste egnene ved Rocky 
Mountains. Men på et tidspunkt, da den endelige helbre- 
delse syntes nær, pådrog McCauley sig pludselig en syg- 
dom, der gav sig udslag i meget høj feber skiftevis med al- 
vorlige kuldeanfald. Lægen, der var bange for sin patients 
liv, bragte skyndsomst vognen til nærmeste beboelse, der 
var Bunkerville i Nevada, en lille mormon-koloni nær det 
sydvestlige hjørne af Utah. Til trods for sin dybe foragt for 
mormonerne bad lægen om hjælp hos den første den bed- 
ste landmand, Edward Bunker jr., som viste sig at være 
koloniens biskop og søn af den mand, som havde givet 
kolonien navn. 

De fremmede vidste ikke, at denne mands hjem ofte tjente 
som hospital eller hotel for folk, som kom gennem disse 
øde egne. I sin tid som biskop, fra 1883 til 1908, tjente bror 
Bunker også som lokal læge og satte i den tid omkring 40 
brækkede ben sammen, amputerede sår og syede engang 
en drengs fod på, efter at den var blevet skåret af i en ma- 
skine. I henhold til hvad man sagde der på egnen, spiste 
familien Bunker sjældent alene, da den gode biskop var 
kendt for sin gæstfrihed. Husordenen i Bunkers hjem sagde 
at rejsende kunne blive hos familien så længe de havde lyst, 
men de blev altid behandlet som hørende til familien, og de 
fik ikke lov til at bryde husordenen. 

Gæsterne fra øst blev hurtigt budt velkommen og alt, hvad 
det lille samfund kunne byde på, blev lovet dem. Der blev 
taget vare på vogn og hest. Levnedsmidler blev bragt til 
veje. Der blev sørget for sengetøj og hvad der ellers behø- 
vedes, og dagligstuen blev lavet om til en midlertidig hospi- 
talsstue. 

Dag efter dag passede lægen og familien Bunker omhygge- 
ligt den kritisk syge patient. Ugerne gik, og patienten gjorde 
kun langsomme fremskridt. Lægen tilbragte sin tid hos den 
syge mand ellers gik han alene omkring. Bundet som 
McCauley var til sin seng, var han imidlertid i en glimrende 
position til at lægge mærke til de daglige aktiviteter i denne 
jævne sidste dages hellige familie. 

Somme tider stod dagligstuedøren åben, og McCauley kun- 
ne se ind i værelset ved siden af, hvor familien efter em 
dags hårdt slid på gården velsignede og derpå spiste deres 
aftensmåltid. Ofte så McCauley dem ved aftenstid knæle til 
familiebøn, hvor biskoppen selv ikke sjældent båd højt. 
Langt om længe var patientens tilstand sådan, at lægen 
tillod dem at fortsætte rejsen. Den morgen, de skulle rejse, 
stod Bunker-familien tidligt op, som de plejede. Uden at vide 
af det, var de kommet til at vække deres gæster, som ikke 
kunne undgå at høre den særlige familiebøn, der blev bedt 
for dem. Familien samledes i spisetuen, hvor den kraftige 
biskop, knælende ved siden af sine børn og lige så ydmyg 
som dem, ærbødigt udøste sin sjæl i bøn. Blandt andet tak- 
kede han i stærke vendinger Gud for, at han havde velsig- 
net deres gæst med så hurtig genvinding af sine kræfter og 
bad ydmygt om en snarlig og fuldstændig helbredelse. 
Under bønnen lagde McCauley mærke til, at hans læge-ven 
stille listede sig ud af stuen med tårerne løbende ned ad 



Kinderne. McCauley, der forstod, at tro blev udøvet til hans 
fordel, kunne næsten ikke holde tårerne tilbage, da en dyb 
følelse af teknemmelighed vældede op fra hans indre. Som 
han sagde, da han så mange år senere fortalte historien til 
bror Morris: „Jeg har aldrig i hele mit liv hørt en sådan bøn." 
Efter at have rejst sig fra bønnen fortsatte familien deres 
daglige gøremål, mens biskop Bunker kom ind i dagligstuen 
for at byde sine gæster farvel. Idet han trykkede McCauleys 
hånd, udtrykte han sin glæde over at „have haft det privi- 
legium at kunne yde en håndsrækning," hvorpå han ønske- 
de ham og lægen en god rejse. 

„Jeg står i stor gæld til Dem, biskop Bunker", sagde 
McCauley, „og jeg ønsker retteligt at gøre gengæld for 
Deres barmhjertige venlighed og omsorg for derved at ha- 
ve reddet mit liv. Jeg har tilstrækkelige midler, og at be- 
lønne Dem rigeligt vil være en stor glæde for mig." 
Da han var klar over, at Bunkers tilværelse var hård, og at 
familien manglede mange materielle goder, blev han for- 
bløffet, da biskoppen nægtede at modtage hans tilbud. 
„Nej," sagde mormonen, „jeg kan ikke tage imod noget fra 
Dem. Jeg har kun gjort, hvad enhver bør gøre for sin bror." 
„Men jeg må gøre noget for at kompensere for, hvad De har 
givet mig. Jeg kan ikke lade Dem forblive ubetalt. Vær så 
rar at fortælle mig, hvad jeg kan gøre for dem, enten i penge 
eller på anden måde." 

På denne anmodning svarede den gæstfrie biskop: „Jeg er 
allerede rigeligt belønnet for min hjælp til Dem. Den eneste 
måde De kan betale mig på, er ved at yde en anden, med et 
lignende behov den samme hjælp, som jeg med glæde har 
ydet Dem." 

Og der sluttede det, for så vidt angår biskop Bunker. 
Men Mc Cauley glemte aldrig den gæld, han syntes han var 
i, og i de følgende år tilbagebetalte han den — for det meste 
ved at hjælpe sidste dages hellige. Da der blev samlet ind 
for at rejse at monument i Utah for Brigham Young, stod 
McCauleys navn øverst på listen med et bidrag på 1000 dol- 
lars. Da kampen om senator Reed Smoots medlemskab af 
senatet stod på, gjorde den store pengemand personligt sin 
indflydelse gældende overfor USA's vicepræsident William 
Howard Taft til forsvar for mormonerne. Han tilbød økono- 
miske muligheder til forskellige Utah- og kirke-ledere. Da to 
prominente mormoner led svære økonomiske tab under en 
depression i 1907, tilbagegav McCauley dem deres veksler 
og annullerede deres forpligtelser overfor ham. 
Og når som helst lejlighed bød sig, følte finansmanden sig 
forpligtet, selvom det betød at han skulle forandre et fem- 
minutters interview til en times samtale, for at fortælle Utah- 
borgerne, som det var tilfældet med bror Morris, om sin 
kamp med døden i Nevada-ørkenen, hvor en mormon-bi- 
skop, som han ikke tidligere havde set og aldrig siden traf, 
havde udøvet sin tro på Gud for at hjælpe en fremmed til 
helbredelse. Det var noget, sagde McCauley, som al hans 
rigdom og magt ikke kunne gøre. 

Historien gjorde et så stærkt indtryk på brpr Morris, at han 
straks nedskrev den. Tyve år senere, i 1943, skrev han til 
biskop Bunkers efterladte og berettede historien for dem, 
en historie, som for dem nu er en kilde til familiestolthed 
og inspiration. 



Hvis i vil komme tilbage, vil det snart 
være, som om I aldrig har været borte. 



En appel 

til 
vordende 

ældster 



AF ÆLDSTE BOYD K. PACKER 
De tolvs Råd 



Jeg ved, mine brødre og søstre, at 
præsident Kimball vil afslutte dette 
møde. Forud for mødet fortalte jeg 
ham, at jeg havde udarbejdet tre taler 
af forskellig længde. Under sangen fik 
jeg for et øjeblik siden en seddel fra 
ham med anmodning om at holde den 
længste af dem. 

Det minder mig om en oplevelse, vi 
havde i Colorado, hvor vi var ved at or- 
ganisere en stav. Mødet var næsten 
forbi; der var omkring ti minutter tilba- 
ge, og ingen af os havde endnu talt. 
Stavspræsidenten bekendtgjorde, at 
jeg skulle tale. Præsident Kimball læ- 
nede sig over mod mig og sagde: „Vær 
så venlig at bruge al tiden." 
Jeg bar mit et-minuts vidnesbyrd og 
vendte tilbage til min plads. Mens 
stavspræsidenten annoncerede præsi- 
dent Kimball, så jeg, at præsidenten 
skrev en seddel. Da han rejste sig, 
rakte han mig den. På den stod fem 
ord: „Lydighed er bedre end offer". 
Derfor fortsætter jeg lydigt min tale. 
(Se 1. Samuelsborg 15:22) 
Når vi nu nærmer os afslutningen af 
endnu en storslået konference, mine 
brødre og søstre, er vore hjerter blevet 
rørt af prædikenerne, vort sind blevet 
oprørt, og bestandigt er vore tanker 
blevet rettet mod dem, som ikke i de- 
res tilværelse har nogen åndelig ind- 
flydelse af betydning. 
Blandt dem er der en hel del mænd i 
kirken, som har mistet nogle af de ån- 
delige forfremmelser, som har så stor 
betydning i deres liv, mænd, som be- 
tegnes vordende ældster. 
Embedet som ældste er en kaldelse 
til værdighed og ære, åndelig myndig- 
hed og magt. Betegnelsen „vordende" 
indbefatter håb og optimisme og mu- 
lighed. Nu vil jeg i dag tale til dem, 
idet jeg er klar over, at der måske er 
mange andre, som dette budskab vil 
tale til. 

Har jeg ret, når jeg siger, at lejligheds- 
vis længes I inderst inde efter at være 



en del af kirken? I er ikke helt klar 
over, hvordan I skal få begyndt, og 
måske siger I, når I rigtigt tænker over 
det, til jer selv: „Hvis bare jeg ikke 
var kommet ud af vanen." 
„Hvis jeg bare havde haft en mulighed, 
da jeg var yngre." 
„Jeg er gået glip af for meget." 
„Det er for sent for mig." 
„Jeg har spildt alt for megen tid." 
I vil gerne være med, men I gør ikke 
noget ved det, fordi I føler og tænker: 
„jamen, det er for vanskeligt, og jeg 
har ikke noget at begynde med." 
Jeg har oplevet noget, som lærte mig 
noget vigtigt, jeg burde have lært me- 
get før. Jeg genoplevede denne ople- 
velse i sidste uge, da vi var i Japan, 
og jeg besluttede mig til at ville tale 
om den ved denne konference. 
Under den anden verdenskrig var jeg 
pilot i flyvevåbnet. Efter at have gjort 
teneste på Stillehavsøerne tilbragte 
jeg et år i Japan med besættelsestrop- 
perne. Det var selvfølgelig praktisk at 
lære nogle få japanske ord. Vi var i 
hvert fald nødt til at kunne spørge om 
vej og at bede om noget at spise. 
Jeg lærte de almindelige hilsener og 
nogle få tal og andre almindelige ord, 
og som så mange andre medlemmer 
af kirken, tilbragte jeg al min fritid med 
missionærarbejde blandt japanerne. 
Og jeg lærte af dem nogle få ord af no- 
get, som jeg anså for at være et me- 
get vanskeligt sprog. 
I juli 1946 fandt de første dåbshandlin- 
ger sted i Osaka. Bror og søster Tatsui 
Sato blev døbt. Og selvom de for det 
meste var blevet undervist af andre, 
. havde jeg glæden af at døbe søster 
Sato. 

Selv om vi slet ikke var ulykkelige i 
Japan, havde vi i virkeligheden kun én 
ting i tankerne, og det var at komme 
hjem! Jeg havde været væk i næsten 
fire år. Krigen var forbi, og jeg ønske- 
de at komme hjem. 

Da dagen endelig kom, var det menin- 
gen, at jeg aldrig mere skulle tilbage 
til Japan. Jeg havde afsluttet det kapi- 
tel. 

De følgende år fik jeg travlt med at få 
en uddannelse og stifte min ege fami- 
lie. Jeg så ikke noget til japanere og 
havde ingen lejlighed til at bruge de få 
ord, jeg havde lært. De var efterladt i 
den utydelige og meget fjerne fortid, 



10 



og udviskedes af 26 års glemsel — bor- 
te, som jeg troede, for altid. Og så kom 
en kaldelse til Japan. 
Morgenen efter min ankomst til Tokyo, 
forlod jeg missionshjemmet sammen 
med præsident Abo, da en japansk 
ældste talte til ham på japansk. Præsi- 
dent Abp sagde, at sagen var vigtig og 
undskyldte forsinkelsen. 
Han gennemgik nogle papirer sammen 
med ældsten og diskuterede dem på 
japansk. Derpå tog han et af brevene 
og, idet han pegede på en sætning, 
sagde han: „Korewa ..." 
Og før han kunne fuldføre sætningen, 
havde jeg i tankerne gjort den færdig. 
„Korewa nan desuka." Jeg vidste, 
hvad det betød. Jeg vidste hvad han 
spurgte ældsten om. „Korewa nan de- 
suka" betyder „Hvad er dette?" Efter 
at have været borte fra Japan i 26 år, 
var en sætning kommet tilbage i tan- 
kerne. „Korewa nan desuka" — „Hvad 
er dette?" 

Jeg havde ikke brugt de ord i 26 år. 
Jeg havde ikke regnet med, at jeg no- 
gensinde igen skulle bruge dem. men 
de var ikke forsvundet. 
Jeg tilbragte ti dage i Japan og afslut- 
tede min tur i Fakuoka. Den morgen, 
jeg skulle rejse, kørte vi til lufthavnen 
med bror og søster Watanabe. Jeg sad 
bagi bilen med deres bom og øvede 
mig på mine forlængst glemte japan- 
ske ord, mens de begejstrede lærte 
mig nogle nye. Og så genkaldte jeg 
mig en lille sang, som jeg havde lært 
engang for 26 år siden, og jeg sang 
den for børnene: 

Momotaro-san, Momotaro-san 
Okoshi ni tsuketa kibi dango 
Hitotsu watashi ni kudassai na 
Jeg tror nok, den måde, jeg sang den 
på, ville have givet bror Gerald (diri- 
gent for Tabernakelkoret) kuldegyd- 
ninger . . . men . . . 

Søster Watanabe sagde: „Jeg kender 
den sang." Og så sang vi den sammen 
for de små børn, og hun fortalte mig 
dens betydning, som nu vendte tilbage 
i min erindring. 

Den handler om et barnløst japansk 
ægtepar, som havde bedt om at blive 
velsignet med en søn. En dag fandt de 
i stenen af en stor fersken en lille 
dreng, som de kaldte Momotaro. San- 
gen fortæller om hans heltedød ved at 
redde sit folk fra et skrækkeligt uhyre. 



Jeg havde kendt den sang i 26 år, men 
jeg vidste ikke, at jeg kendte den. Jeg 
havde aldrig sunget den for mine egne 
børn. Jeg havde aldrig fortalt dem 
historien om den. Den var blevet glemt 
under byrden af andre ting, som skulle 
passes. 

Jeg har tænkt over dette som en meget 
betydningsfuld oplevelse og forstår nu 
endelig, at intet godt nogensinde går 
tabt. Da jeg igen vendte tilbage til det 
folk, som talte sproget, kom alt det, 
jeg havde lært, omgående tilbage, og 
nu fandt jeg det tilmed lettere at føje 
nye ord til mit ordforråd. 
Jeg mener naturligvis ikke, at denne 
oplevelse var resultat af en særlig god 
hukommelse eller hurtig opfattelse. 
Det var bare noget der viste et livsprin- 
cip, der gælder for os allesammen. Det 
gælder for jer, mine brødre blandt de 
vordende ældster, og for andre i lig- 
nende situationer. 

Hvis I vil vende tilbage til de omgivel- 
ser, hvor åndelige sandheder udtales, 
vil alt det, som I mente var tabt, kom- 
me tilbage til jer. Det, som var for- 
svundet på grund af mange års mang- 




lende brug og passivitet, vil dukke op. 
Jeres evner til at forstå disse sandhe- 
der vil hurtigt blive genoplivet. 
I ved nok, at ideen med at blive genop- 
livet bruges ofte i skrifterne. 
Hvis I vil foretage jeres pligrimsgang 
tilbage til de hellige, vil I endnu en- 
gang blive i stand til at forstå inspira- 
tionens sprog. Og hurtigere end I tror 
det, vil det være, som om I aldrig hav- 
de været borte. Og det er meget vigtigt 
for jer at forstå, at hvis I vil vende til- 
bage, kan forholdene blive, som om I 
aldrig havde været borte. 
Da jeg præsiderede over New England 
Missionen, deltog jeg i en zonekonfe- 
rence og da vi kom ind i det værelse, 
hvor de unge ældster var samlede, så 
jeg en høj, ældre mand, som sad på 
den bageste række: 
„Jeg blev døbt for et par dage siden," 
sagde han til mig. „Jeg er 74 år, og 
først nu har jeg fundet evangeliet." 
Med bedende stemme spurgte han, om 
han måtte have lov til at overvære 
mødet. „Jeg vil så gerne være her for 
at lære," sagde han. „Jeg sidder her 
bagved, og jeg skal ikke forstyrre." 
Og så, næsten i tårer, udøste han af sit 
fortrydelige sind. „Hvorfor fandt jeg 
det dog ikke før? Mit liv er forbi. Mine 
børn er allesammen voksne og rejst 
hjemmefra, og det er alt for sent for 
mig at lære evangeliet rigtigt at ken- 
de." 

Hvor var det dejligt at kunne forklare 
ham om et af de store mirakler, der 
hænder igen og igen, nemlig den for- 
andring, der sker med dem, der slutter 
sig til kirken. (Eller jeg kan sige, dem, 
som igen slutter sig til kirken.) De er i 
verden, og de er af verden, og så fin- 
der missionærerne dem. Skønt de der- 
efter stadig er / verden, er de ikke af 
verden. Meget hurtigt bliver deres tan- 
ker, følelser og handlinger, som om de 
havde været medlemmer af kirken hele 
deres liv. 

Det er et af dette værks store mirakler. 
Herren har en bestemt måde at kom- 
pensere og velsigne. Han er ikke be- 
grænset af den trælsomme kommuni- 
kationsproces, og han er ikke begræn- 
set til japansk eller engelsk. 
Der er en hellig proces, hvorved ren 
intelligens kan tilføres vort indre, hvor- 
ved vi øjeblikkeligt kan komme til at 
kende det, som ellers ville kræve lang 



11 



tid at telegne sig. Herren kan formidle 
inspiration til vore sind, især når vi er 
ydmyge og søgende. 
Når vi, kirkens generalautoriteter, rej- 
ser omkring og mødes med stavspræ- 
sidenter og andre kirkeledere, må vi 
beundre dem for deres kendskab til 
kirkens procedurer og principper. Ofte 
forbavses vi over at finde ud af, at der 
i deres tilværelse har været perioder 
af passivitet — somme tider meget lan- 
ge perioder — eller at opdage, at de 
kun meget kort tid har været medlem- 
mer af kirken. 

De år tilbage i tiden, som vi ofte synes 
har været spildte, er ofte rige på erfa- 
ringer, nogle meget dyrekøbte, som får 
betydning, når inspirationens lys skin- 
ner på dem. 

I har måske aldrig læst lignelsen om 
arbejderne i vingården? Jeg vil gerne 
have lov til at læse den for jer. 
„Thi med Himmeriget er det som med 
en husbond, der tidligt om morgenen 
gik ud for at leje arbejdere til sin vin- 
gård. 

Og da han var blevet enig med arbej- 
derne om en denar om dagen, sendte 
han dem hen til sin vingård. 
Og han gik ud ved den tredje time og 
så nogle andre stå ledige på torvet. 
Til dem sagde han: ,Gå også I hen i 
min vingård, så skal jeg give jer, hvad 
ret er; 

De gik da derhen. Ved den sjette og 
den niende time gik han igen ud og 
gjorde ligeså. 

Og ved den ellevte time gik han ud og 
fandt endnu nogle stående der, og han 
spørger dem: , Hvorfor står I her ledige 
hele dagen?' 
De svarer ham: , Fordi ingen har lejet 

os.' Da siger han til dem: ,Gå også I 
hen i min vingård!' 

Men da det var blevet aften, siger vin- 
gårdsejeren til sin forvalter: ,Kald ar- 
bejderne og udbetal dem deres løn, 
sådan at du begynder med de sidste 
og ender med de første!' 
De, som var lejet ved den ellevte time, 
kom så og fik hver en denar. 
Der er nok betaling — en denar som 
dengang — til enhver, som begynder 
tidligt, og jeg takker Herren for dem, 
som kommer til senere. Der er ikke 
mangel på plads i Det celestiale Rige. 
Der er plads til alle. 
I denne tilværelse står vi bestandigt 



overfor en konkurrencens ånd. Grup- 
per kæmper mod hinanden i en fjend- 
skabens ånd, for at den ene kan blive 
vinder. Vi kommer let til at tro, at hver 
gang der er en vinder, må der også 
være en taber. Men at tro det er at 
være vildledt. 

I Herrens øjne kan enhver vinde. Det 
er selvfølgelig rigtigt, at vi må gøre os 
fortjent til det. Men hvis der findes 
konkurrence i hans værk, er det ikke 
med en anden sjæl — det er med vores 
eget tidligere jeg. 

Jeg siger ikke, at det er let. Jeg taler 
ikke om muligvis at forandre sig. Jeg 
taler om virkeligt at forandre sig. Jeg 
siger ikke, det er let. Jeg siger, at det 
er muligt og at det er muligt at gøre 
det hurtigt. 

Jeg læste ikke hele lignelsen. Der 
hører mere til. Den sidste del. fore- 
kommer mig, at være rettet mod dem 
af os, som er aktive i kirken. Lad mig 
gentage et par vers og så fortsætte. 
„Men da det var blevet aften, siger vin- 
gårdsejeren til sin forvalter: ,Kald på 
arbejderne og udbetal dem deres løn, 
sådan at du begynder med de sidste 
og ender med de første!' 
De, som var lejet ved den ellevte time, 
kom så og fik hver en denar. 
Da de første kom, mente de, at de ville 
få mere; men de fik også hver en 
denar. 

Da de fik den, knurrede de mod hus- 
bonden og sagde: 

,De sidste dér har kun arbejdet én 
time, og du har stillet dem lige med 
os, som har båret dagens byrde og 
hede.' 

Men han svarede og sagde til en af 
dem: ,Min ven! jeg gør dig ikke uret; 
blev du ikke enig med mig om en 
denar? 

Tag, hvad der er dit, og gå! Men jeg 
vil nu give den sidste dér lige så me- 
get som dig. 

Har jeg ikke lov til at gøre, som jeg vil, 
med det, der er mit? Eller er dit øje 
ondt, fordi jeg er god?' 
Sådan skal de sidste blive de første 
og de første de sidste." 
Jeg ville ønske, at I brødre, der er vor- 
dende ældster, vidste, hvor hårdt vi ar- 
bejder på jeres forløsning. Hvor ivrigt 
vi beder om, at I kan vende tilbage til 
kirken og til Guds rige og igen tale 
inspirationens sprog — efter 26 år eller 



et helt liv. Og jeg gentager: det kan 
hurtigt blive, som om I aldrig havde 
været borte. 

Der er noget andet i jeres fortid, som I 
på samme måde også vil begynde at 
huske. Vi ved fra åbenbaringerne, at 
vi har levet, før vi kom til denne ver- 
den. Vi har erfaringer at kunne trække 
på fra før vor tid her på jorden. 
Vi er Guds børn. Vi levede sammen 
med ham, før vi blev født. Vi er kommet 
fra hans nærvær for at modtage et jor- 
disk legeme og for at blive prøvet. 
Nogle af os er kommet langt bort fra 
hans indflydelse, og vi synes at vi har 
glemt ham. Somme tider synes vi og- 
så, at han har glemt os. 
Men ligesom de få japanske ord kunne 
genkaldes i erindringen efter 26 års 
forløb, således vil også de retfærdig- 
hedsprincipper, I lærte som børn, igen 
vende tilbage til jer. 
Og noget af det, som I har lært i hans 
nærvær, vil vende tilbage i øjeblikke 
med tilskyndet inspiration, når I forstår 
og føler, at I er ved at lære noget, I 
allerede kender. 

Denne nye kejtede følelse, ved at fore- 
tage en sådan forandring i tilværelsen, 
vil snart forsvinde og I vil hurtigt føle 
jer fuldstændige og tilstrækkelige i 
hans kirke og i hans rige. Derpå vil I 
forstå, hvor meget vi har brug for jer 
her, og hvor kraftigt jeres erfarenheds- 
stemme kan lyde til gavn for andres 
forløsning. 

Jeg bærer vidnesbyrd for jer, mine 
brødre, I, der er vordende ældster og 
jer i lignende situationer, at Jesu Kristi 
evangelieum er sandt. Vi elsker jer, og 
de tusinde stemmer — stemmerne, der 
tilhører præstedømmets hjemmelære- 
re, hjælpeforeningssøstrene, biskop- 
perne, stavspræsidenterne, kvorumsle- 
derne — alle, der taler gennem hans 
inspiration — deres stemmer, der er 
kaldet som ledere i kirken, kalder på 
jer, ligesom David kaldte på sin vild- 
farne søn, Absalon: „Kom tilbage, min 
søn, min søn!" 

Gud give, at I, som er fædre, som 
lever inden for jeres hjems og jeres fa- 
milies inspiration, kan vende tilbage og 
endnu engang efter jeres rejse i ørke- 
nen tale med inspirationens ånd. Gud 
give at også I kan bære vidnesbyrd 
om, at han lever. I Jesu Kristi navn. 
Amen. 



12 




Børnestjernen 




Helte fra Mormons Bog 



Mormons Bog indeholder mange historier om mænd, 
som havde stor tro på Herren, Jesus Kristus. Somme 
tider kom disse mænd ud for stor fare. De fik vanske- 
lige opgaver at udføre. Prøv om du kan huske navnet 
på lederne i disse historier: 

(1) Denne mand levede lige efter syndfloden under 
bygningen af Babelstårnet. Han fik af Herren befaling 
til at bygge skibe, der kunne transportere hans familie 
og nogle af deres venner til et forjættet land. Efter at 
skibene var blevet bygget, havde de brug for noget, 
der kunne oplyse bådene, så de ikke var nødt til at 
sejle over havet i mørke. Denne mand lagde 16 små 
sten frem for Herren og bad ham berøre stenene, så 
de kunne skinne og lyse på deres vej. Han så Guds 
finger, da Herren berørte stenene. Derefter åbenbare- 
de Herren selv sig for denne mand. Var denne mand 
en bror til Jared, Hagoth eller Lamoni? 

Kontrollér dit svar i Ether 3:6. 

(2) Denne mand var leder af 2000 unge mænd, som 
kæmpede tappert for nephittemes frihed. Disse 2000 
mænd var blevet belært af deres mødre om, at hvis de 
ikke tvivlede, ville Gude lade dem gå uskadt gennem 
krigen. Og selvom de blev såret mange gange i slaget, 
så mistede ikke en eneste af dem livet under slaget 
mod lamanitterne. Hvem er den leder af de 2000 unge? 
Find svaret i Alma 53:18-19. 

(3) Denne mand fik af Herren ordre til at tage sin 
familie og bringe dem ud af Jerusalem, for at de ikke 
skulle tilintetgøres. Han rejste med sin familie i otte 
år i ørkenen. De satte derpå over havet og kom til 
Amerika. Hvem var den mand? 

Du kan finde svaret i 1. Nephi 2:1-2. 



(4) Da han var ti år gammel fik denne dreng besøg af 
profeten Ammaron, som fortalte drengen, at når han 
blev 24, skulle han gå til en høj, der kaldtes Shim, hvor 
han ville finde det nephittiske folks optegnelser. Han 
skulle skrive nephittemes historie på Nephis plader. 
Når denne dreng var voksen, skulle han forkorte 
mange af de nephittiske optegnelser til det, der i dag 
er Mormons Bog. Var hans navn Moroni, Coriantumr 
eller Mormon? 

Kontrollér dit svar i Mormon 1 :2-4 

(5) Denne lamanittiske profet besøgte det nephittiske 
folk og prædikede omvendelse til dem. Folk blev vrede 
og kastede ham ud af byen. Da han vendte til sit eget 
land, talte Herren til ham og befalede ham at vende 
tilbage til byen, hvor han skulle profetere om det, som 
Herren ville befale ham at sige. Da han ikke kunne 
komme tilbage og ind i byen, klatrede han op på den 
høje mur omkring byen og prædikede derfra for folket. 
De prøvede at stene ham. De skød pile efter ham. Men 
Herrens ånd var med ham, og de kunne ikke ramme 
ham. Efter at han havde afleveret sit budskab, som 
Herren havde givet ham, sprang denne profet ned fra 
muren og vendte tilbage til sit eget land. Hans navn 
var enten Ammon, Samuel eller Korihor. Hvem var han? 
I Helaman 13:2-4; 16:1-7 kan du finde det rigtige svar. 

1 

2 

3 

4 

5 



13 



Modige øjeblikke 



SKREVET OG ILLUSTRERET 
AF KEITt+«HRISTENSEN 




14 




15 



> 








c 

LU 
O) 

£ 
£ 
o 

T3 



© 
> 



°cd 

CD 
O 

C 

cd 



épg> 

■g ,_ 

Q cd 

» S. 



CD 
O 

C 

CD 

E 

E 
o 

■o 



CD 

i— 

T3 

CO 
LL 

CD 
© 

E 
E 



CD 



CD 



i* 

>l 

"U E 

=3 X: 

CD >- 

-o O 



E 5 
o Q 

CO 



"O CD 

ffi 2 

> CD 

CO E 

> i- 
C <» 
CD tJ 
i- CD 
CD -C 
W CD 

£ ^ 

S s 

i- "D 

ffi O 

• K 

I » 

c > 

© "S 

Q « 

. CD 

£ r 

O) XT 



CD 
"O 

ro 

LL 



■S cd 

CC "Q 

co o 

c > 

CD SZ 

CD . 

CD i- 
CD 

CD CO 

E > 



L (S C 

E »- 



CO O) 

3 c 

■4— ' — 

CO = 

"»- 't-J 

m co 

4_ "O 
CO 



CO 

o 

1_ 
CD 
"O 
CD 




E 



C 
CD 



O 

> 



CD . . 

■O -d 

s- CD 

cd sz 



CD 

i_ 
CD 

> 



C CD 

jS Q 

CD CD 

"O -C 



c — : r 

CD CD 

cd ta 

- 1 - O. 
O 
i_ 
O 
> 

© 

CD 



CD 
CD > 

O o 

co C 
O .c 



c 

CD 

E 



CD Q) 

E 5. 
Si' 



C 

X2 

o 



CD 



CD CD 
"C D) 



Q 



o © 

C TO 
CD | 

CD — 

— -c cd 

CD -* JD 
■D 

£= 
=cd 



CD 



CD CD 
S -° 

cd cd 

.c .* 

*- æ 

cd +j 

°ro * 

CO — 

O) +■" 

° -o 

•I" i 

Is 

3 CL 



O n jw 



Jr °Cd CD 

■S E .£. 

cd > cd 

c z: ^ 

o . CO 

(O CD C 

- O) Q 

E ""O CO 

Q Q =3 

CO XI co 

»- © 

co æ^ 

!2 cd ® 



CD CD 

+-" -o 

II 

£ o 

CO 

CD 



- cd 



Q 

O) -£= 



Q CD 
CD .* 

C <D — 
© g - 

©^ 2 

S 8 ™ 

. »- CD 

O CO Q 



O 

'co 

CO 



co 
> 

sz -o 



CD 

-o 

) "O 



cd 



■J= > 

"■ro 

i 
> 

ro 

CD 



c 

CD 







CD iiJ 



ro . 



CD 



CD CD E 

o O o 

u-C « 

CD CD - 

> gi 

© co Tg 

- 1 - i- CD 
c © J= 

5 »ro "S 

£ z te 



c ^ > 



d) ro 

CD - > 

i- CD -1- 

O ■= « 

= 2 > 

o 2 ø 

> -c co 

C CD CO 

O & ° 

to tr: o 

- ro cd 

E © l 

E = OT 

CD CD •- 

— E Q 

cd E -Q 



E cd 
o > 
to o 



ro 



CD 

■o 

~ CD 

> O 

5 S. 

ro ^_, 

+- CD 

CD CD 

"D CD 

ro r 

"CD CD 

"° E 

.? E 

> ® 
"cd cd 

CD i_ 

CO CD 

^> 

CD ø 

CD b 

CD ■* 

- -S 

Q) T3 

T3 



Q 



8 S o' 

o > g> 

Et: s 

ro © S» 

™ — cd 

^ a c 

CD "C CD 
"O O 

C ^ CD 

cd cd i: 



o 



"CD 3 



cd -5? -S 
■¥ ro 



^ E 

— o 

-o co 

c 



o- 
CD 

& E CO 

w ^ c: 
c 



ro 



£ © CD 

Q ra E 

CD .S 5 C 



CD 



•S — xj "a 

CD 



CD 
_CD g. 

5 E 

CO o 

CO 

CD 



CD 



CO 



^ e 



CD 

E 

E 
o 

"* CD 
CD 

■D T3 

. CD 

i- r- 

»ro t^ 
c ? 

. TO 

is O 

s-e 
I 8 

Q. co 

■- 2 

j- CD 
CD Q 

to 

> CD 

g^ 
CD 2 
E ° 

XI CD 

C 

-Q © 

© E 
.c »- 
D) ro 

V -o 

Q CD 

■S E 

« c 

c © 
© ro 

"D CO 



wT CD 
CD C 
CD © 



*- ^ ^ 



cd fd 

O CD 



C 



© 

E 

E 
o 

© 
■o 

i_ 
■>ro 

c 

cd" 

CO 

Z3 



CD 
O 

© 

C 

c £= 

Q © 

7^ * 

°cd cD 

cd -c; 

I i 

■Q xj 

I! 

E * 

CD © 

=5 *= 

© E 

E o 
to 

co ^ 

C CD 

CD ^ 

.ir > 

x: si 



© "~ 

cd cd 

c. rj 

Q = 



CD 
O 



■ © a 

f Si 

.§»•5 1 

^ J= C 

q ro ^ 
*- i_ a 

CD C. 
C i- 

© © c 

CD = ■- 



"= - C © 



C 

ro 



ro 
to 
© 

— ^ 

1 1 

> Q 

C — 

"O 

Q 

E-e 

© >- 

CD © 

i E 

— ro 

fe "O 

© c! 
■o o 

O) h-T 
"C* © 

8^ 



C 
CD 


© 
CO 


XI 


© 


© 


Q 


s— 




s 


CO 


BHM 


© 


© 


fO 


u 


0> 


t_ 


c: 




t - 


4— • 


0) 


Q 


c 



i- © 

© ^ c 

ro ro j 



co 



© 



CD ^ T 

O Z : 

© S C 

CD CD - 

*>- x: c 

^ ^ .. 

© 1 



CO 



O) 

o 

© 

SZ 



© c 
g c 
CT 7 



I -2 = S E 



ø 



CO 



© 

© CO 

= © 
© c: 



■ ■■■ ■ : - : ■ , ' ■ ■ ■ ■ ■ 







En søndags-kasse 



AF VIRGINIA H. PEARCE OG KATHLEEN H. BARNES 




18 



„Kom hwledagen i hu, så du holder den hellig! I seks 
dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den 
syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; 
da må du intet arbejde udføre ... Thi i seks dage gjor- 
de Herren himmelen, jorden og havet, med alt, hvad 
der er i dem, og på den syvende dag hvilede han! der- 
for har Herren velsignet hviledagen og helliget den." 
(2. Mosebog 20:8-11) 



Søndag er en dag, der er anderledes end ugens andre 
dage. Den dag bør vi vise ærbødighed i vore tanker 
og handlinger. 

Det er en ren dag — 

Vore sko skal skinne. 

Vort tøj er rent og pænt. 

Håret vasket og friseret. 

Det er en glad dag — 

Vi er sammen med vores familie. 

Vi træffer vorevenner i kirken. 

Vi smiler. 




Det er en ærbødig dag — 

Vi går i søndagsskole og til nadvermøde. Vi er ærtoi. 
bødige i vor himmelske Faders hus. Vi lærerom Jesus 
Kristus og vor himmelske Fader. 
Og også hjemme er vi stille og rolige. 
Fordi søndag bør være en dag med gudsdyrkelse og 
hvile, er der meget af det, vi gør de andre dage, som 
vi ikke bør gøre om søndagen. Lav din egen liste over 
forskellige ting, du kan foretage dig om søndagen. 
Her er nogle forslag: 
Besøge en nabo. 

Læs og dramatisér en lignelse eller en anden historie 
fra skrifterne. 

Gå en tur med en yngre bror eller søster. 
Skriv og tegn et brev til en missionær eller én, som 
du kender. 

Læs et eller flere kapitler fra skrifterne. 
Optæl eller fremstil en liste over alt det dejlige, du kan 
se eller tænke på, som vor himmelske Fader har givet 
os. 

Bed din mor, far eller bedsteforældre fortælle dig, 
hvordan det var, dengang de var børn. 
Tegn et billede af din yndlingsfigur fra Bibelen. 
Tegn et billede af tre af dine velsignelser. 
Gør en eller anden god gerning mod en eller anden. 
Arbejd på at ne/skrive din egen historie, sådan som det 
anvises i Stjernen for maj 1977. 
Lær teksten udenad til en yndlingssalme eller et digt. 
Læs en historie i Stjernen. 

Spørg din mor, om du må invitere en ven til at spise 
med jer. 

Lær noget om dine forfædre og udfyld et familieskema. 
Læs en bog. 

Mal en lille kasse, et syltetøjsglas eller en lignende 
beholder. Klip derefter din liste i små stykker med en 
aktivitet på hver seddel og anbring dem i din søndags- 
kasse. 

Træk hver søndag en idé fra din kasse. Så ved du lige 
nøjagtigt, hvad du skal gøre for at få en ærbødig og 
dejlig dag. 

19 



HMSSSSSSMSOSSMaSOgOSaai 




s 

S 

I 



Bare for sjov 



Træk en streg 
mellem punkter 
ne i den rigtige 
rækkefølge. 



68. 




56 



,53 



52 



55 54 



79 



71 



72 



>74 



77 



78 



73 



m 

S 

I 

I 

I 

I 

I 

i 



75 



1. 



76 



2. 



17 



15 16 



18 19 



3 21 



•22 



•14 



26' 




4» 



'12 



11 





43 »42 



44 



41 



45 



^ 



480 



28 



'36 



37 



35 



38 



34 



33 



cOCl 



48 



•47 



I 

I 

S 

i 
i 

i 

i 



39 



I 
I 




SSSMMsHSSSSSSSSS 



101 

i 





m 




\ :,:\" :■■ 




s 



i* ■ 







m 






"Slå 
på stålet" 



AF B. LLOYD POELMAN 
Illustreret af Gary Smith 

„Jeg vil ha' dig til at banke al cemen- 
ten af disse stålpæle," sagde forman- 
den, idet han rakte mig en forhammer 
og stillede sig op for at se mig be- 
gynde. Ivrig efter at gøre indtryk på 
ham, anbragte jeg fødderne langt fra 
hinanden, løftede hammeren højt op 
over hovedet og slyngede den med stor 
kraft ned mod den tøndeformede ce- 
ment på den første pæl af det fjernede 
rækværk. 

Seks — syv — otte solide fuldtræffere 
mod samme mål, men alt, hvad jeg 
kunne føle, var forbavsende genslag 
op i håndtaget på forhammeren. Ikke 

21 



en eneste flis af den hårde cement syn- 
tes at falde af under de hårde slag. 
Efter et øjeblik at have ladet hammer- 
hovedet hvile på jorden og gnedet 
skulderen, løftede jeg påny hammeren 
højt over hovedet og gentog forsøget, 
men uden bedre resultat. 
Jeg følte mig en smule flov, da for- 
manden stadig betragtede mig. Idet 
han begav sig hen mod værktøjsskuret, 
sagde han: „Nu skal jeg skaffe dig no- 
get, der måske vil hjælpe." 
Da jeg den morgen var kommet til ar- 
bejdet med ankelhøje arbejdssko og 
med arbejdshandskerne hængende ud 
fra baglommen på mine cowboybuk- 
ser, havde jeg lige som de to fore- 
gående dage spekuleret på, om dette 
ville blive min sidste dag på dette ar- 
bejde. Jeg håbede det ikke. Med kun 
tre måneder til, at jeg skulle møde på 
missionshjemmet, hvade jeg brug for 
enhver penny, jeg kunne tjene til at 
dække udgifterne til min mission eller 
i hvert fald de første måneder af den. 
Far havde sagt, at intet offer fra fami- 
liens side ville være for stort for det 
privilegium at støtte mig i missions- 
marken, og han mente det. Han vid- 
ste, hvad et sådant offer ville betyde. 
Jeg husker, hvordan familien plejede 
at smøre margarine på brødet og der- 
efter skrabe det meste af igen, mens 
min ældre bror Ron var på mission. 
Jeg mærkede også fars særlige på- 
skønnelse, når jeg lejlighedsvis var i 
stand til at opspare nogle få dollars af 
det, jeg tjente ved mine fritidsjobs, og 
bidrage til det, der skulle sendes til 
Ron. 

Jo, jeg vidste godt nok, hvilke betyde- 
lige ofre, min familie kun ville være 
glade for at yde. Jeg vidste også, at jeg 
selv måtte gøre alt, hvad jeg kunne. 
Jeg tog et fastere greb om håndtaget, 
og holdt det denne gang en smule læn- 
gere nede for at få endnu større vægt 
på det snævre stålhoved. Så hamrede 
jeg hammerhovedet ned mod cemen- 
ten flere gange, og jeg kunne nu mær- 
ke, at jeg var ved at blive gal i hovedet. 
Hvordan skulle jeg bære mig ad med 
at slå hårdere? Hvorfor ville den ce- 
ment dog ikke brække af? 
„Jeg håber, han ikke kommer tilbage, 
før jeg har vist en smule resultat," sag- 
de jeg til mig selv med et arrigt blik på 
værktøjsskuret. 



Da jeg mandag morgen havde fortalt 
formanden, at jeg var holdt op på sko- 
len et par måneder for tidligt, for at 
jeg kunne tjene til min mission, havde 
jeg håbet, at han ville være en smule 
stolt af mig. I stedet sagde han: „Hvor- 
for i alverden vil du spilde din tid på 
det?" Lige siden syntes han at gøre 
sig umage med at få lejlighed til at 
komme med syrlige bemærkninger om 
kirken og andre rå bemærkninger, som 
jeg gik ud fra var beregnet på at skulle 
chokere mig. Men han var nu engang 
formand og den, der bestemte, om jeg 
skulle blive eller siges op. 
Jeg havde følt mig meget bedre tilpas 
sidste uge, da jeg begyndte på dette 
job og hjalp Bert Godfrey med at mure 
en væg op til erstatning for en, der 
var brændt ned. Hvordan kunne jeg 
undgå at holde af den mand med et 
ansigt, der så ud, som var det skåret 
i læder, men var så god af sig, som 
dagen er lang, og havde udført tre 
missioner, de to af dem som bygge- 
missionær? 

Kompagniet havde engageret mig for 
ti dage, hvoraf den meste tid skulle gå 
med at bygge den mur. Men Bert og 
jeg havde arbejdet så godt sammen, 
at vi var blevet færdige med den i løbet 
af en uge. Han syntes ikke at være ked 
af, at jeg var en smule klodset og 
manglede øvelse. Han vidste, at jeg 
prøvede, og at han vidste hvorfor. Han 
blev bare ved med at tale med mig om 
at tjene Herren. 

Bert havde ikke fortalt mig, at hans 
rigtige chef var på ferie, og det var 
kommet som en overraskelse for mig, 
da jeg mødte på arbejde mandag mor- 
gen. Indtil nu havde min strategi syn- 
tes at virke. Selvom jeg tjente mere, 
end jeg nogensinde før havde tjent, 
mente jeg, at hvis jeg arbejdede så 
hårdt, at jeg var mere værd, end min 
løn, ville de måske synes, at det ikke 
kunne betale sig for dem at fyre mig 
og i stedet for beholde mig. 
Jeg så igen på det lange l-jerns-ræk- 
værk med 13 stålben rækkende ud 
derfra som et kæmpeuhyre, hvor de 
fleste af tænderne manglede. Det hav- 
de længe virket som kofanger-stødpu- 
de, der skulle forhindre bilerne på par- 
keringspladsen i at ramme bygningen 
bagved. Det var bygget ved at grave 
13 store huller i jorden i en lige linie og 



med 3 meter mellem hvert. En stål- 
stolpe var cementeret ned i hvert hul, 
og en forbindende skinne var loddet 
på de enkelte stolper. For nylig var 
hele værnet blevet fjernet. To store 
gaffeltraktorer havde trukket stolperne 
og cementen op, og nu lå de stolperne 
på jorden indstøbt i klodser af ce- 
ment. 

Da jeg hørte støvlehæle slæbe hen ad 
det løse grus på asfaltstien til værk- 
tøjsskuret, sendte jeg en strøm af vilde 
slag ned mod cementen. Jeg var glad 
over at mærke, at nogle dråber sved 
samlede sig på panden. „Her, prøv 
denne," sagde formanden, idet han 
rakte mig en tungere forhammer. Det 
var nu ikke den slags hjælp, jeg havde 
haft i tankerne. 

Jeg smilede, idet jeg byttede hammer 
med ham, men jeg kunne mærke, han 
var klar over, at det ikke var et ægte 
smil. Han betragtede mig endnu nogle 
minutter; så vendte han sig uden flere 
bemærkninger og gik for at lede en 
gruppe, der arbejdede på et ombyg- 
ningsprojekt i stålværkstedet. 
„Den eneste forskel mellem de to 
hamre er, at denne er tungere og van- 
skeligere at løfte," gryntede jeg sagte, 
da stålhovedet stødte sammen med 
den stenhårde cement. Endelig røg en 
lille flis af. Efter adslillige flere slag be- 
gyndte mine arme at værke, men ce- 
menten forblev intakt. 
Med den fart vidste jeg, at det ville tage 
mig tre dage at fuldføre arbejdet. Jeg 
vidste også, at hvis jeg ikke viste til- 
strækkelige resultater ved middagstid, 
ville jeg miste mit arbejde og stå ba- 
gest i rækken af arbejdssøgende, der 
måtte tage et hvilket som helst arbejde, 
de kunne få. De tre dage jeg havde 
prøvet det, gjorde mig ivrig efter at 
beholde dette job. 

Og desuden, det var i 1954, og tusin- 
der af strejkende arbejdere med fami- 
lier at forsørge, søgte både korttids- 
og langtids-arbejde. Hvordan skulle en 
20-årig ung mand kunne konkurrere 
med dem i kampen om de få ledige 
jobs? 

Det tog kun nogle få hårdere men lige 
så virkningsløse slag for mig at forstå 
at jeg havde nået grænsen, og at det 
var på tide for mig at behandle proble- 
met som et, der krævede større styrke 
og klogskab, end jeg besad. 



22 



Med den tunge hammer hvilende på 
jorden og i et forsøg på at styre min 
vrede og ærgrelse, følte jeg behovet 
for og ønsket om at diskutere dette 
problem med Herren. Uden hverken at 
knæle eller lukke øjnene begyndte jeg 
at bede højt til Herren og forklarede 
den opgave, jeg stod over for. På en 
samtalende, men oprigtig måde min- 
dede jeg ham om, at jeg ikke bad om 
penge, for at jeg kunne købe noget så 
selvisk som en flot bil. Men han havde 
jo kaldet mig til en mission, og jeg 
vidste, han ønskede, at jeg skulle rej- 
se. Det job havde været et svar på 
mine bønner, men jeg var nødt til at 
kunne beholde det. Jeg forventede ik- 
ke, at han skulle sende en skare engle 
fra Himlen med forhammere, men jeg 
vidste, at han kunne hjælpe mig på en 
eller anden måde. 

Aldrig er en bøn blevet besvaret mere 
øjeblikkeligt eller tydeligere. Pludselig 
fyldtes mit sind med en tanke så tyde- 
lig og stærk, at mit hjerte begyndte at 
hamre i mig. Senere fandt jeg ud af at 
det var en enkel løsning. For mere ly- 
sende og måske mere erfarne intelli- 
genser ville idéen sikkert være kom- 
met tidligere, men for mig kom den 
som direkte svar på min bøn. 
Den overbevisende vejledning sagde 
til mig: „I stedet for at slå på cemen- 
ten, skal du prøve at slå på stålet." 
Stadig uden rigtigt at fatte hvorfor, 
løftede jeg hammeren og lod fem eller 
seks slag ramle ned mod stålstolpen 
lige ved siden af cementen. Idet et 
stort stykke af cementen knustes i sto- 
re stykker og faldt af, forstod jeg, at 
slagene mod stålet havde forårsaget 
en serie stærke vibrationer, der førtes 
ned gennem hele stål-stangen. 
Jeg glemte hurtigt hammerens vægt. 
Med ny energi ramte jeg stålet igen 
og igen og flyttede derefter hen til den 
næste pæl, forbløffet over de mange- 
doblede resultater af min indsats, ef- 
terhånden som stålet vibrerede, og ce- 
menten knustes. 

Mindre end to timer senere havde jeg 
fjernet cementen fra alle 13 stolper og 
stablet de store cementstykker i en 
bunke. Med forhammeren over skulde- 
ren og en taknemmelighedsbøn i hjer- 
tet, gik jeg ud for at lede efter for- 
manden. 
„Jeg har brug for hjælp til at flytte vær- 



net bort fra vejen," sagde jeg, idet jeg 
prøvede at skjule den tilfredshed, jeg 
følte indvendig. I den tro at jeg havde 
opgivet arbejdet, gav han tegn til at 
følge mig hen til parkeringspladsen. 
Idet vi rundede hjørnet af bygningen, 
og han så værnet og cementstablen, 
standsede han pludselig op. Han blin- 
kede med øjnene og åbnede dem vidt 
op. Hagen faldt en smule ned. I et helt 
minut stod han tavs, idet han først kig- 
gede på cementen og derefter på vær- 
net. Et øjeblik efter vendte han sig om, 
gav tegn til, at jeg skulle følge efter 
ham igen, og så sagde han: „Kom med 
mig, jeg vil give dig et andet job." 
Der blev ikke sagt mere om dette, men 
da jeg næste morgen kom på arbejde, 
sagde han ganske enkelt: „Lloyd, du 
er velkommen til at blive, så længe du 
har lyst." 

Jeg arbejdede der i næsten tre måne- 
der, før jeg tog ind på missionshjem- 
met. Derefter lod han mig komme til- 
bage på arbejdet i endnu ti dage, før 
jeg med min gruppe rejste ud i mis- 
sionsmarken. Efter den episode kom 
han aldrig mere med een eneste ned- 
værdigende bemærkning om kirken 




eller mine planer om at rejse på mis- 
sion, når jeg hørte på det. 
Mange gange senere har Herren hjul- 
pet mig til at slå på stålet i stedet for 
på cementen ved løsning af andre pro- 
blemer. Men da jeg rejste afsted på 
min mission dengang sidst i november 
1954, vidste jeg, at jeg var kaldet af 
Herren. Jeg vidste, at han hørte mine 
bønner. Og jeg vidste med mig selv, at 
han ikke ville give nogen befaling, und- 
tagen at berede en udvej til, at den 
kunne udføres. 



„Ved sørgelig erfaring har vi lært, at det ligger 
i næsten alle menneskers natur og tilbøjeligheder, 
så snart de formoder, de har fået en smule 
myndighed, da straks begynde at udøve uretfær- 
digt herredømme. 

Derfor er mange kaldede, men få udvalgt. Ingen 
magt eller indflydelse kan eller bør udøves i 
kraft af præstedømmet uden gennem over- 
bevisning, langmodighet, mildhed, sagtmodighed 
og uskrømtet kærlighed; gennem venlighed 
og sand kundskab, som uden hykleri og uden svig 
vil udvikle sjælen meget." 



(Lære og Pagter 121:39-42). 



23 



"Englene 

vil måske 
citere derfra" 




AF PRÆSIDENT SPENCER W. KIMBALL 
Illustreret af Charles Quilter 




Hvor ville vi have været nu, hvis Moses ikke havde skrevet 
sin verdenshistorie, disse første fem bøger i Det gamle 
Testamente? Han havde den rigtige baggrund, data, opteg- 
nelser og lysten, til at formidle og han har velsignet os i al 
evighed gennem den tjenestegerning han foretog ved at 
skrive de første fem bøger i Bibelen. 

Hvor glade er vi ikke for, at Abraham skrev sin egen livs- 
historie, den meget betydningsfulde del af verdenshistorien 
og sine åbenbaringer, tanker, følelser og rige oplevelser. 
Herren Jesus Kristus selv fremhævede den store betydning 
optegnelsesføring har, overfor nephitterne og lamanitterne. 
„Se, jeg ønsker, at I skal skrive andre skrifter, som I ikke 
har. 

Og det skete, at han sagde til Nephi: Tag de optegnelser 
frem, som I har skrevet. 

Og da Nephi havde taget optegnelserne frem og lagt dem 
foran ham, betragtede han dem og sagde: 
Sandelig siger jeg jer: Jeg befalede min tjener Samuel, la- 
manitten, at han skulle vidne for dette folk, at på den dag, 
da Faderen skulle herliggøre sit navn i mig, skulle mange 
hellige opstå fra de døde og vise sig for mange og tjene 
dem. Og han sagde til dem: Var det ikke så? 
Og hans disciple svarede ham og sagde: Jo, Herre, Samuel 
profeterede i overensstemmelse med dine ord, og de blev 
alle opfyldt. 

Og Jesus sagde til dem: Hvorfor har I ikke skrevet dette, at 
mange hellige opstod og viste sig for mange og tjente dem? 
Og Nephi erindrede, at dette ikke var blevet skrevet. 
Og Jesus befalede, at det skulle nedskrives; derfor blev det 
skrevet efter hans befaling." (3. Nephi 23:6-13, fremhævel- 
ser tilføjet.) 
Selvom den var mild og venlig er jeg glad for, at det ikke 

24 



var mig, som fik den irettesættelse, for ikke at have opfyldt 
mine forpligtelser til at holde mine optegnelser ajour. 
Tidligt i Lehi-familiens tilværelse i Amerika sagde hans søn 
Nephi. „ . . . jeg har fået stor kundskab om Guds godhed 
og hemmeligheder, hvorfor jeg skriver en beretning om, 
hvad jeg har udført i mine dage . . . 

Og jeg ved, at den beretning, jeg nedskriver, er sandfærdig, 
og jeg skriver den med min egen hånd efter bedste evne." 
(1. Nephi 1:1,3) 

Denne store beretning indeholder ikke blot historien om 
hans folks rejser, men også om hans egne, personlige op- 
levelser. 

Og så må vi ikke glemme eller nedvurdere de store anstren- 
gelser vor tids profet, Joseph Smith, gjorde for at neskrive 
historien om gengivelsen af evangeliet og også sine egne 
personlige oplevelser meget detaljeret. 
Hvilken forvirring havde vi ikke befundet os i nu, hvis disse 
autentiske, personlige, omhyggeligt førte optegnelser ikke 
fandtes. 

Og hvor lykkelige er vi ikke, når vi finder vore bedsteforæl- 
dres dagbøger og følger dem gennem deres prøvelser og 
glæder os over deres erfaringer, tro og mod — og på grund 
af disse vore forfædre høster megen kundskab til nytte i vor 
egen tilværelse. 

Derfor opfordrer vi vore unge mennesker til i dag at begyn- 
de at skrive og føre optegnelser om alle vigtige forehaven- 
der og begivenheder i deres og deres forfædres tilværelse, 
i det tilfælde at deres forældre har undladt at nedskrive de 
vigtige begivenheder i deres liv. Jeres egne private opteg- 
nelser bør gengive den måde, I møder jeres udfordringer 
på. Gå ikke ud fra, at livet forandrer sig så meget, at jeres 
erfaringer ikke til være af interesse for jeres efterkommere. 







Erfaringer fra arbejdet, jeres forhold til andre mennesker 
og opmærksomhed overfor forskellen mellem rette og for- 
kerte handlinger vil altid være relevante. Et blad skrev en- 
gang: „En kendt bogsamler inddelte sit bibliotek i to grup- 
per — biografier og 'alt det andet'." 

Intet livsforløb er trivielt, og jeg tvivler på, at I nogensinde 
kan læse en biografi, hvorfra I ikke kan lære noget af de 
vanskeligheder, der er blevet overvundet og den indsats, 
der er gjort for at få succes. De er målestok for menneske- 
hedens fremskridt. 

Når vi læser de store mænds historie, finder vi ud af, at de 
ikke blev berømte med ét slag, eller at de blev født profes- 
sionelle eller dygtige i deres fag. Historien om, hvordan de 
blev, hvad de blev, kan være nyttig for enhver af os. 
Som de fleste andres, vil jeres dagbøger også fortælle om 
problemer så gamle som verden selv, hvilket forekommer i 
enhver generation, og om hvordan I har løst dem. 
Jeres dagbog bør indeholde jeres eget „image" i stedet for 
et billede, der er pyntet op til udstilling. Det er fristende at. 
male sine dyder i stærke farver og undskylde fejlene, men 
modsat findes der også en tilbøjelighed til at forfalde til 
fremhævelse af det negative hos en selv. Personligt har jeg 
kun lidt respekt for den, der henfalder til gyselige fraser i 
beskrivelsen af sig selv eller andre mennesker. Det skal 
være sandheden, der fortælles, men vi bør ikke fremhæve 
det negative. Selv et langt livs inspirerende oplevelser kan 
gøres til intet gennem en enkelt væmmelig historie. Hvor- 
for dvæle ved denne ene negative sandhed om en eller an- 
den, hvis liv i det store og hele har været ærbart? 
Den gode levnedsskildrer er ikke afhængig af lidenskab, 
men stoler på sin sunde fornuft. Han vil luge det irrelevante 
ud og søge det stærke, interessante, og det, der er ander- 



ledes. Måske kan vi hente hjælp ved at læse Plutarks „46 
biografier", hvor den græske forfatter (46-120) opdelte sine 
stormænd i par, således at en græker blev stillet sammen 
med en romer af lignende karakter og skæbne, hvorefter 
forfatteren foretog en sammenligning mellem dem. Han 
prøvede at udskille de vigtigste dele af deres historie, sna- 
rere end at bringe enhver lille detalje om dem. 
Jeres dagbog er jeres selvbiografi, så den bør føres omhyg- 
gelit. I er noget særligt, og der er måske tilfælde i jeres op- 
levelser, der på deres måde er mere ædle og prisværdige 
end dem, der findes nedskrevet hos andre. Der vil måske 
være et glimt af oplysning her og en historie om trofasthed 
der. I bør oprigtigt nedskrive optegnelser om jer selv, og 
ikke om, hvordan andre måske opfatter jer. 
Jeres historie bør skrives nu, hvor den står frisk i hukom- 
melsen, og mens de virkelige detaljer endnu kan fås. 
En dagbog er litteratur frem for noget. Ethvert menneske 
kan blive noget særligt i sit eget beskedne liv. 
Hvad bedre kunne I gøre for jeres børn og jeres børnebørn 
end at nedskrive historien om jeres liv, jeres sejr over den 
onde, jeres genrejsning efter et fald, jeres fremgang, når 
alt syntes mørkt, jeres fryd, når I endelig har sejret? 
Noget af det, som I skriver, vil måske være almindelige be- 
givenheder, men der vil også være stykker, der vil blive 
citerert af jeres efterkommere. 

Få fat i en stilebog, mine unge venner, en dagbod, der vil 
vare for evigt, og som englene måske vil citere fra i al evig- 
hed. Begynd i dag og skriv i den om jeres kommen og gåen, 
jeres inderste tanker, det, I har held med, og det, som mis- 
lykkes for jer, jeres omgangskreds, jeres indtryk og jeres 
vidnedsbyrd. Husk at Frelseren irettesatte dem, som undlod 
at nedskrive vigtige begivenheder. 



25 



Herren har sagt: „Sandelig, sandelig siger jeg jer, dette er 
mit evangelium, og I ved, hvad I skal gøre i min kirke; thi 
de gerninger, I har set mig gøre, skal I også gøre; thi det,' 
som I har set mig gøre, skal I også gøre." (3. Nephi 27:21. 
Fremhævelse tilføjet) 

Kristus har vist os eksemplet. Vi gør klogt i at følge det 
eksempel. Selvom vi måske er svage i forhold til ham, bør 
vi efterligne hans eksempel, for han er „vejen og sandhe- 
den og livet" (Joh. 14:7). 

Lærere kan have gavn af at følge det eksempel, Jesus Kri- 
stus viste i sin forkyndelse. Vi forkynder hans budskab. Der- 
for bør vi ikke tage æren eller søge at få folk til at følge os. 
Vi er engageret i arbejdet for at få folk til at følge Kristus. 
Johannes Døberen forkyndte tydeligt dette princip, da han 
sagde om sig selv i forhold til Frelseren: 
„Han bør vokse, men jeg blive mindre" (Johs. 3:30). 
En lærer kan tiltrække sig opmærksomheden længe nok til 
at give det første budskab. Men indholdet af budskabet og 
lærerens eksempel må føre eleven til Kristus. Johannes 
Døberen beredte blot vejen for Frelserens administration 
ved at opfordre sine tilhørere til at omvende sig. Indbygget 
i hans kalden til omvendelse var det budskab, at hver enkelt 
skulle glæde sig til Frelseren, som ville føre dem på sand- 



hedens og frelsens vej. På samme måde har lærere ansva- 
ret for at hjælpe med at berede vejen for eleverne til at 
komme til Herren og udvikle et sundt, personligt forhold 
til ham. 

Lad dit lys skinnne 
Vi må oplyse vejen. 

Jesus sagde: „Jeg har kaldet jer til at være et lys for dette 
folk . . . Lad derfor jeres lys skinne for dette folk, at de må 
se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i him- 
len." (3. Nephi 12:14, 16) 

Når vores gering er hans gerning, og når den oplyses af 
hans lys, så drages vore elever til ham og til vor himmelske 
Fader. 

„Derfor, hold lys op, så det kan skinne for verden. Se, jeg er 
lyset, som I skal holde frem - det, som I har set mig gøre." 
(3. Nephi 18:24) 

Hvis vi skal undervise andre effektivit, så må det lys, der 
skal lede dem, først lyse på os. Vi må være forbilledlige 
med hensyn til lydighed. Det er en vigtig del af deres for- 
beredelse, som kaldet til at undervise. (Se skemaet om un- 
dervisning og kundskabstilegnelse i den første artikel i den- 
ne serie i Stjernen for maj 1977). 
Kristus er i høj grad et eksempel, som vi bør følge. Han 



Frelserens 
eksempel for lærere 



AFTHEOE. McKEAN 




beder ikke os om noget, som han ikke selv har været villig 
til at gøre. 

Han har tydeligt forkyndt: 

„Sønnen kan slet intet gøre af sig selv men kun det, han ser 
Faderen gøre; thi hvad han gør, det samme gør også Søn- 
nen" (Johs. 5:19). 

Og videre: „Jeg kan slet intet gøre af mig selv; således som 
jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, thi jeg 
søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har 
sendt mig" (Joh. 5:30). 

Lydighed giver kraft 
Den undervisningsmetode, som Frelseren brugte, var gan- 
ske enkel og alligevel meget magtfuld. Hans bestandige vil- 
lighed til at følge Faderen var begyndelsespunktet for hans 
kraft og effektivitet. Der er en kraft i den, som adlyder Gud. 
Der er kraft i den, som underviser ved eksemplet 
Ældste Delbert L. Stapley har antydet, at „Eksemplet er 
større end forskriften" (i Improvement Era for juni 1969, side 
70. Se den næste artikel, hvor hele teksten findes.) 
Lærere, som selv er lydige mod de evangeliske sandheder, 
som de belærer om, får Åndens kraft lagt til de ord, de 
taler. 

„Ja, ved deres ords kraft blev mange ført hen til Guds alter 
for at påkalde hans navn og bekende deres synder for ham" 
(Alma 17:4). 

Enhver kan, hvis han ønsker det, tale om evangeliet. Men 
ord med kraft til at omvende kommer kun gennem lydige 
lærere. 

Paulus tilrådede Timoteus: „Vær et forbillede for de troen- 
de i tale, i færd, i kærlighed, i troskab, i renhed!" (1. Tim. 
4:12) 

Dette er Herrens måde, og som lærere bør vi have tro på 
dens effektivitet. Eksemplet bør med sin ledsagende ånde- 
lige kraft blive en af vore bedste undervisningsmetoder. 
Til de ældster, som skulle undervise i kirken, gav Peter det- 
te råd: „Vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, 
men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings 
skyld, men med villigt hjerte; 

heller ikke som strenge herrer over menighederne, men 
som forbilleder for hjorden; og når overhyrden åbenbares, 
skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans." (1. Peter 5:2- 
4) 

Selvransagelse 
Den ideelle måde, for en lærer at afgøre kvaliteten af sit ek- 
sempel er ved at ransage sig selv. 

Alma den Yngre, som opgav dommersædet for helt at kun- 
ne hellige sig forkyndelsen af Guds ord, havde en interes- 
sant måde at holde medlemmerne af Guds kirke på et højt 
åndeligt stade af beredthed. Kapitel 5 i Alma indeholder 
ikke mindre end toogfyrre godt udformede spørgsmål, der 
er beregnet på at lede kirkens medlemmer gennem en selv- 
rangsagelse. Enhver forkynder af evangeliet ville have godt 
af at læse hele det kapitel omhyggeligt. 
I overensstemmelse med Frelseresn udtalelse om, at han 
var det lys, som enhver af os skulle løfte op for andre, stiller 
Alma følgende spørgsmål: 



„Og nu spørger jeg jer, mine brødre i kirken: Er I blevet født 

åndeligt af Gud? Er hans billede prentet i jeres bevidsthed? 

Har I oplevet denne store forandring i hjertet? 

Jeg spørger jer: Kan I se op til Gud på den dag med rent 

hjerte og rene hænder? Jeg spørger jer: Kan I se op med 

Guds billede prentet i bevidstheden?" (Alma 5:14, 19) 

Og dernæst, for at sikre sig, at vi kan fortsætte dag efter 

dag med at svare ja til alle sådanne spørgsmål, fortsætter 

Alma: 

„Og nu spørger jeg jer, mine brødre, om I har mærket en 

forandring i hjertet, og dersom I har følt jer påvirket til at 

synge sangen om den forløsende kærlighed, vil jeg spørge 

jer, om I også føler således nu? 

Har I vandret og holdt jer ulastelige for Gud? Dersom I i 

denne stund blev kaldet på til at gå på den anden side, 

kunne I da sige til jer selv, at I har været tilstrækkeligt 

ydmyge? At jeres klæder er blevet renset og gjort hvide 

ved Kristi blod, han, som skal komme og forløse sit folk fra 

deres synder? 

Har I aflagt stolthed?. .. 

Er der nogen blandt jer, der ikke har aflagt sin misundelse? 

Findes der nogen blandt jer, som spotter sin broder, eller 

som påfører ham forfølgelse? 

Ve en sådan, thi han er ikke beredt." (Alma 5:26-31) 

Og endelig, for at være sikker på, at vi forstår vort ansvar, 

ikke alene over for os selv men også over for andre, slutter 

Alma: 

„Thi hvilken hyrde blandt jer, som har mange får, vogter 

over dem, så ulvene ikke trænger ind og æder hans flok? 

Og se, om en ulv kommer ind i flokken, jager han den da 

ikke ud? Ja, og til sidst vil han, om han kan, dræbe den. 

Og nu siger jeg jer, at den gode hyrde kalder på jer; og 

dersom I vil lytte til hans røst, da vil han bringe jer ind i sin 

fårefolk, og er hans får; og han befaler jer, at I ikke skal 

give nogen grådig uld lov til at komme ind imellem jer, så I 

ikke skal ødelægges. 

Og jeg, Alma, befaler jer nu i hans sprog, som har befalet 

mig, at I vil bestræbe jer på at gøre efter de ord, jeg har 

talt til jer." (Alma 5:59-61) 

Almas belæringer fulgte nøje det mønster, som hans far 

havde sat, da han sagde: 

„Betro ikke nogen at være jeres lærer eller præst, uden han 

er en Guds mand, som vandrer på hans veje og holder hans 

bud." (Mosiah 23:14) 

Vær beredt 
Hvor godt beredte er vi til at undervise? Lærer vi hver dag 
mere om evangeliet? Studerer vi skrifterne, overvejer, be- 
der, lytter og lærer vi ved Åndens kraft? Efterlever vi det, 
som vi lærer? Når andre ser vores lys, ser de så Kristus? 
Giver vore ord og handlinger grund for andre til at herlig- 
gøre og vende sig til vor Fader i Himlen? 
Hvis vi som mennesker ikke er beredte, må vi skynde os at 
foretage sådanne forandringer, som er nødvendige. Husk 
altid på det mest grundlæggende af alle spørsmål og svaret 
derpå: 

„Hvad slags mænd burde I da ikke være? Sandelig siger 
jeg jer: Som jeg er." (3. Nephi 27:27) 



27 



Eksemplets 
magt 





ÆLDSTE DELBERT L STAPLEY 
De tolvs Råd 



Mine elskede brødre og søstre og venner: Jeg er af hele 
mit hjerte overbevist om, at vi i højere grad må være op- 
mærksomme på behovet af at forene evangeliske princip- 
per, standarder og idealer med Kristus-lignende eksempler 
i vor egen tilværelse, hvis sandhed og retskaffenhed skal 
herske . . . 

Verden har brug for flere mænd og kvinder med god moral 
og åndelig karakter, som vil stå fast, standhaftigt og urok- 
keligt på efterlevelse af Guds befalinger og blive levende 
eksempler på sandhed og retskaffenhed. 



Eksemplets magt udviser sin styrke, når mænd og kvinder 
efterlever evangeliet. For ud fra sådanne mennesker skin- 
ner Jesu Kristi vidunderlige evangeliums lys som lyset fra 
et fyrtårn for at drage andre ind på dydens sti . . . 
En klog mand blev bedt om at nævne tre hovedpunkter, der 
fremhæves som alle tiders store læresætninger, og som kun- 
ne være vejledende for nye lærere: „For det første, lær ved 
eksemplet. For det andet, lær ved eksemplet, for det tredie, 
lær ved eksemplet." 

Vor Frelser, Jesus Kristus, er det største eksempel, verden 
har kendt, og hans lærdomme vedvarer gennem tiderne, 
fordi hans belæringer blev fremhævet af hans eget livs 
eksempel. 

For at være et eksempel ud fra et religiøst synspunkt, må 
én eller en gruppe stå som model og være et mønster for 
opførsel og moral i livet, som med sikkerhed kan efterlignes 
og følges af andre til nytte og velsignelse for dem . . . 
„Hvad du er," sagde Emerson, „tordner i den grad i mine 
øren, at jeg ikke kan høre, hvad du siger." 
„Se," sagde Jesus, „jeg er lyset, jeg har givet jer et eksem- 
pel" (3. Nepi 18:16). 

Denne vor Forløsers udfordring kan tages som symbol for 
sikkerhed og garanti. 

Apostlen Peter fremhævede sandheden heri, da han erklæ- 
rede: „Thi dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer 
og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor, 
„han, som ikke gjorde synd, og i hvis mund der ikke blev 
fundet svig, 

han, som ikke skældte igen, når han blev udskældt, ikke 
truede, når han led ondt, men overgav sin sag til ham, der 
dømmer retfærdigt." (1. Peter 2:21-23) 
For kirkens medlemmer i dag gælder disse Frelserens ord: 
„Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de 
må se jeres gerninger og prise jeres Fader, som er i Him- 
lene." (Matt. 5:16) 

Dette skriftsted fremhæver det gode eksempels betydning 
og værdi . . . 

Vi lærer i Nephis skrivelser, at Kristus „ydmygede sig for 
Faderen, at han ville være ham lydig i at holde hans be- 
falinger. 

Og ... viste menneskene stiens tranghed og portens 
snæverhed, som de skulle gå ind ad, idet han satte eksem- 
plet for dem. 

Og han sagde til menneskenes børn: Følg mig. Derfor, mine 
elskede brødre," sagde Nephi, „kan vi følge Jesus, med 
mindre vi er villige til at holde Faderens befalinger?" 
Og Kristus udfordrede hele menneskeheden: „ . . . følg der- 
for mig, og gør det, som I har set mig gøre." (2. Nephi 31 :7, 
9-10, 12) 

Denne opfordring blev bekræftet overfor Nephi af Guds 
stemme, der sagde: 

„Ja, min elskedes ord er sande og troværdige. Den, som 
holder ud indtil enden, skal blive frelset. 
Og nu, mine elskede brødre," sagde Nephi, „ved jeg, at 
uden et menneske bliver ved til enden at følge den levende 
Guds eksempel, kan han ikke blive frelst." (2. Nephi 31:15- 
16) 



28 



Disse lærdomme udgør en befaling til alle mennesker om at 
leve retskaffent. Det er den eneste vej, der fører tilbage til 
Guds åsyn. 

Corianton var søn af en nephitisk profet, og mens han var 
på mission faldt han tåbeligt, og til stor sorg for sin far, for 
skøgen Isabel. Alma, der var skuffet over sin søns handling, 
irettesatte ham og sagde: 

„ . . . thi da de så din opførsel, ville de ikke tro mine ord." 
(Alma 39:11) 

Sandelig, eksemplet er større end belæring . . . 
Præsident McKay erklærede: „Det er lige så håbløst at for- 
søge at prædike ærlighed og at handle værligt over for et 
barn, som det er at forsøge at opvarme vand i en si." (Fra 
Pathways to Happiness, side 307) 

Hvor vigtigt er det ikke for forældre at leve et rent liv, og 
adlyde Guds bud og befalinger? Gør de det, kan de benytte 
deres eget livs eksempel i undervisningen af deres børn. At 
undlade at gøre det vil skabe personlige konflikter, der for- 
hindrer forældrene i at diskutere intime og delikate spørgs- 
mål og problemer i livet, som deres børn er dybt interes- 
seret i . . . 

Må jeg fortælle jer præsident Brigham Youngs råd om, at 
forældre bør belære deres børn gennem eksempler. Han 
sagde: „ . . . Hvis forældre vedholdende vil stille deres børn 
overfor eksempler, som er værdige deres efterligning og 
godkendte af deres himmelske Fader, så vil de vende strøm- 
men og deres børns følelsers retning, og de vil tilsidst 
ønske retskaffenhed mere end det onde." (Journal of Dis- 
courses, 14. bind, side 195) 

„ ... Vi burde aldrig tillade os selv at gøre noget, vi ikke 
vil se vore børn gøre. Vi burde sætte dem et eksempel, som 
vi ønsker, at de skal efterligne . . . Hvor ofte ser vi ikke 

forældre forlange lydighed, god opførsel, venlige ord, et 
godt udseende, en sød stemme og strålende øjne hos et 
barn eller hos børn, samtidig med at de selv er fulde af 
bitterhed og hårdhed! Hvor ulogisk og urimeligt er det ik- 
ke?" (Samme side 192) 

„ . . . forældre burde styre deres børn ved tro snarere end 
ved ris, idet de leder dem venligt med et godt eksempel 
ind i al sandhed og hellighed." (JD. 12. bind, side 174) 
„Vore børn vil have sandhedens kærlighed, hvis blot vi vil 
efterleve vor religion. Forældre bør føre en sådan kurs, at 
deres børn kan sige: ,Jeg har aldrig set min far bedrage 
eller drage fordel af sin næste; jeg har aldrig set min far 
tage noget, som ikke tilhørte ham . . . men han sagde: Vær 
ærlig, sanddru, dydig, venlig, flittig, renfærdig, og fulde af 
gode gerninger.' Sådanne belæringer fra forældre til deres 
børn vil altid blive husket." (JD, 14. bind, side 195) 
Da Paulus talte om eksempler i skrifterne, skrev han til 
korinterne og opmuntrede: 

„I dette er de blevet eksempler til advarsel for os, for at vi 
ikke skal begære, hvad ondt er, således som de gjorde. 
Bliv heller ikke afgudsdyrkere, som nogle af dem blev . . . 
Lad dem heller ikke friste Herren, som nogle af dem friste- 
de ham og blev dræbt af slanger. 

I må heller ikke knurre, som nogle af dem knurrede og blev 
dræbt af .ødelæggeren'. 



Dette skete dem, så de kan være advarende eksempler, og 
det blev skrevet til påmindelse for os . . . 
Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke 
falder." (1. Kor. 10:8-10) 

De, som belærer eller leder i Guds rige, må huske, at Kri- 
stus er det store eksempel for dem og med fuld rette. Der- 
for accepterer alle ledere og lærere, der kaldes til arbejde 
i hans vingård, et stort ansvar, når de forventer, at andre 
lever op til de evangeliske principper, standarder og idealer 
for at kunne glæde sig over evangeliets muligheder og vel- 
signelser, og alligevel undlader selv at opretholde disse 
krav i deres egen personlige tilværelse. 
Vi ledere må være det, som vi beder eller kræver, at andre 
skal være. Hvis ikke, vil sådant hykleri blive til vor fordøm- 
melse. 

Af dåbskandidaten forlanges der før dåben at han omven- 
der sig fra alle sine synder. Synes det så ikke naturligt, at 
de præstedømme-brødre, som forretter denne ordinanse, 
også er fri for alle personlige overtrædelser? Det er også 
tilfældet ved udførelse af alle evangeliske ordinanser. 
Det er bedragerisk og uærligt for én at prøve at skjule sin 
egen upassende, personlige opførsel og ikke tjene åbent 
og eksemplarisk i henhold til sin hellige kaldelses ånd . . . 
Vor stilling og vort ansvar er det samme, som Mormon ud- 
trykte det til sin søn Moroni for århundreder siden: 
„Og nu, min elskede søn," sagde Moroni, „lad os, uagtet 
deres hårdhed, arbejde med flid, thi dersom vi hørte op 
med at arbejde, ville vi komme under fordømmelse; thi vi 
har et arbejde at udføre, medens vi dvæler i denne lerhytte, 
for at vi kan overvinde al retfærdigheds fjende og finde hvile 
for vor sjæl i Guds rige." (Moroni 9:6) 
Det, at stræbe efter at udøve det gode eksempels magt ved 
at efterleve evangeliske principper, opretholde passende 
standarder og at holde fast ved rette idealer, selvom det ik- 
ke altid er let, vil belønne os i dette liv og i de kommende, 
evige verdener. 

En eller anden har sagt: „Det er ingen kunst at holde sine 
principper på et højt stade, men det er somme tider vanske- 
ligt at holde sig selv på højde med dem." 
„For os, der har fået reglerne om ret og forkert, givet af 
Kristus, er der intet, som vi ikke har nogen standard for . . ." 
(Leo Tolstoj i Krig og Fred) 

Ærlighed, pålidelighed, oprigtighed, moralitet, efterlevelse 
af visdomsordet og alle åbenbaringerne om ideel opførsel 
bør udvises i vort eget liv, hvor efter vi vil blive passende 
eksempler, som andre kan følge. 

Indbefatter vort livsmønster disse grundegenskaber som 
med overbevisning lader os sige til dem, vi holder af og til 
vore venner og dem, vi betjener: „Kom, følg mig, og gør 
det, som I har set mig gøre"? 

Det er det, der er vores ansvar, vores pligt og vores udford- 
ring. 

Må Gud velsigne os, brødre og søstre, at vi må have styrke 
og mod under alle forhold til at leve eksemplarisk og at 
vandre ret for Herren og sætte et godt eksempel for hele 
menneskeheden at følge, især over for vore egne børn og 
andre familiemedlemmer; det beder jeg om i Jesu Kristi 
navn. Amen. (Improvement Era, juni 1969, siderne 69-72) 



29 



STJERNEN I 125 ÅR ! 

Den 29. august 1877 døde Brigham 
Young. Ved den lejlighed udkom "Stjer- 
nen" med sørgerand, d.v.s. en sort kant 
om hver side. Sådan gjorde man dengang. 
Det er ejendommeligt at blade i "Stjer- 
nen" fra de år og læse Brigham Youngs 
taler. Han bliver pludselig nærværende for 
én, fra en tale, han holdt den 17. juni 
1877 i Davis County, citerer vi følgende: 

"Jeg betragter det som et Privilegium at 
mødes sammen med de Sidste-Dages Hel- 
lige. Jeg har besøgt Farmington mange 
Gange, og jeg kan sige, at som en Almin- 
delighed har jeg ved at overvære Eders 
Forsamlinger følt meget af den Fred i de 
Velsignelser, som tilflyde dette Folk fra 
Himlen. 

Jeg har ingen Tvivl om, at Flertallet af de 
Folk, der kaldes Sidste-Dages Hellige, vir- 
kelig attraaer at være Hellige; var det ikke 
for dette, ville jeg maaske tildeels føle mig 
mismodig. Dem, der ere oprigtige. Som 
søge at kjende og forstaa Sandheden, de 
ere dem, der saavidt som deres Tro og go- 
de Gerninger, Indflydelse og Evner angaa, 
opholde det Rige, som Gud har begyndt 
at oprette paa Jorden. Naar vi betragte de 
Sidste-Dages Helligs Stilling og se, hvor 
mange der ere, som have deres Øjne hen- 
vendte paa denne Verdens Ting, Ting, 
som ikke ere varige, men som forgaa un- 
der Hænderne, og hvor begjærlige de dog 
ere for at erholde dem; hvorledes tro I mi- 
ne Følelser ere om dette? Vi se mange af 
Israels Ældste, der ønske at blive rige, og 
de ville tage hvilken som helst Retning, 
som de tænke ville bringe dem Rigdom- 
me, hvilket for mig er saa uviist, som no- 
get kan være — at se Mænd af Viisdom, 
Mænd, som synes at have Forstand paa 
Verden og Guds Ting, søgende efter Mine- 
ralier i disse Bjerge, de strejfe om mellem 
Højene, grave her og der og vedblive at 
hakke og grave og rulle Stenene omkring 
fra Morgen til Aften. Denne Bjergkæde er 
bleven fulgt fra Nord til Syd, og dens for- 
skjellige Punkter ere blevne undersøgte, 
og hvad finde de? Netop nok til at lokke 
dem og sluttelig at drage dem bort fra 
Troen og omsider gjøre dem elendige og 

fattige." 

"Der er ingen Nydelse, ingen Lykke, in- 
gen Tilfredshed, der er intet Lys paa min 
Sti, for mig er der ingen virkelig Glæde el- 
ler Sjælefred uden ved Lydighed til Sand- 
heden, som den kommer fra Gud, adly- 
dende den i enhver Henseende og skriden- 
de fremad som en trofast Stridsmand i 
Opfyldelsen af enhver Pligt. Den Mand el- 
ler Kvinde — maaske kunne I sige, at det 
er dristigt sagt af mig, men jeg lover Eder 
for, at hvad jeg vil sige, er Sandhed — som 
har annammet "Mormonismen", som er 
hverken mere eller mindre end Guds Søns 
evige Evangelium, som, naar han af Guds 



Mænd, holdende det evige Præstedømme, 
raades til at gjøre saa og saa, og som vil 
hengive sig til en Aands Paavirkning, der 
vil lede ham til at sige: 
"O ja, jeg tænker, at jeg kan følge mine 
egne Anskuelser. Jeg tænker, jeg har For- 
stand ligesaa vel som I, og jeg vil tage min 
egen Veje. Jeg kan passe mine egne Sager 
lige saa godt og maaske lidt bedre end no- 
gen Anden, og derfor behøver jeg ingen til 
at raade mig." 

Jeg siger, at den Mand eller Kvinde, som 
vil gjøre saaledes, derved tiltagende sig 
Kraft og Visdom til at raade sig selv, ville, 
medmindre de omvende sig og tage en an- 
den Retning og gjøre bedre, geraade i 
Mørke, og tidligere eller senere vil enhver 
Saadan apostasere og gaa til Fordærvelse. 
Tro I dette? Det er ligesaa sandt som at 
Solen skinner. Er det svært at tro? Nej, 
det er den letteste Ting i Verden at tro 
Sandheden." 

I hundredåret for Brigham Youngs død 
står kirken så stærkt som nogen sinde, og 
intet kan standse Herrens værk. 

JL. 



WILFORD WOODRUFFS FIRESIDES. 

Selv om Wilford Woodruffs navn kan væ- 
re svært for danskere at udtale, har den 
ånd, hvormed han forkyndte evangeliet, 
og de resultater, han opnåede, været en 
inspiration til alle os, som fornemmer den 
store betydning af missionærarbejde. Han 
havde en bemærkelsesværdig evne til at 
samle folk i grupper og undervise dem så 
stærkt gennem Ånden, at de blev inspire- 
ret til at forstå og acceptere evangeliet, og 
det i stort antal og somme tider umiddel- 
bart efter at være blevet undervist for før- 
ste gang. 

Det er i denne samme ånd, vi over hele 
missionen har begyndt at holde Wilford 
Woodruff firesides. Også vi har til hensigt 
at samle folk i grupper og præsentere dem 
for de grundlæggende, evangeliske prin- 
cipper, som vil skabe interesse hos dem til 
videre undersøgelse af kirken. 
Så vidt har resultaterne været opmuntren- 
de. Blandt dem, som blev døbt i marts 
måned, er der adskillige, hvis første kon- 
takt med kirken var Wilford Woodruff 
firesides. Andre har før truffet missionæ- 
rer eller medlemmer af kirken og blev da 
inviteret til at overvære en fireside. Ud fra 
de bekendtskaber, der blev stiftet ved 
firesides, arrangerede man videre under- 
visning, som så til sidst førte til dåb. Si- 
den firesides begyndte for flere måneder 
siden, kan en temmelig stor procentdel af 
vore dåbshandlinger sættes i forbindelse 
med grundigt planlagte og veludførte 
firesideaktiviteter. 

Vi har fundet ud af, at ved at skabe en at- 
mosfære, i hvilken medlemmer, undersø- 




gere og missionærer har det behageligt og 
føler det naturligt at være sammen, anslår 
man tonen til gode resultater og betyd- 
ningsfulde erfaringer, som fører til effek- 
tiv forkyndelse af evangeliet. 
Over hele missionen og i staven lægger 
man nu planer om at holde Wilford Wood- 
ruff firesides regelmæssigt. De er et stor- 
artet middel til at samle alle til fælles sag 
om missionærarbejdet. Vi må alle være iv- 
rige og vågne for anledninger til at opsøge 
og invitere venner og naboer til at være 
sammen med os disse specielle aftener. Vi 
kan da alle finde tilfredshed i at opfylde 
vor missionærforpligtelse og i at vise evan- 
geliet i handling gennem vort eksempel. 
Vi bliver en del af Herrens allervigtigste 
arbejde i vor tid, når vi er redskaber til at 
vise andre mormonismens frugter og den 
glæde, som til sidst venter alle dem, som 
når til en forståelse af sandheden, og som 
lever i overensstemmelse med evangeliets 
love og principper. 

Præsident 
Roger L. Hansen 
Den danske Mission 
København. 



ÆLDSTERNE FORKYNDER NU 

I MACAU 

EN PORTUGISISK KOLONI I KINA 

Missionærer forkynder nu evangeliet i 
denne portugisiske koloni overfor Linging 
Yung-bugten ved Hong Kong. 
Macau ligger på spidsen af en halvø i 
Kuangtung-provinsen i Kina og er under 
Hong Kong missionen, der ledes af præsi- 
dent Jerry D. Wheat. 

Fire ældster begyndte arbejdet i Macau 
den 6. september 1976, efter at en fore- 
spørgsel hos Macaus regering viste en kon- 
stitutionel ændring, som tillod religiøs fri- 
hed til at holde kirkemøder, til at under- 
vise og missionere. 

I april dette år havde ældste Gordon B. 
Hinckley fra De tolvs Råd og vejleder for 



det asiatiske område en samtale med præ- 
sident Wheat og diskuterede muligheden 
for at åbne Macau for missionering. 
Den 26. august gik præsident Wheat og to 
ældster om bord i hydrofoilbåden for at 
tage den 1 time lange rejse fra Hong Kong 
til Macau for at se, hvordan mulighederne 
for missionsarbejdet ville være. 
Da de ankom kl. 1 1 og skulle rejse kl. 17 
samme dag, var jobbet med at finde en lej- 
lighed til missionærerne i det begrænsede 
udbud af boliger næsten umuligt. 
Præsident Wheat bestemte, at han ville ta- 
ge den ene halvdel af byen og de to æld- 
ster den anden halvdel af byen for at se 
efter en lejlighed. 

"Vi havde aldrig været i Macau før. Jeg 
havde søgt efter missionærlejligheder før i 
Hong Kong, og det tog altid adskillige da- 
ge og endda uger at finde en lejlighed", 
sagde ældste Stanley TC Wan. 
Vi ville leje en cykel for at køre gennem 
vor halvdel af Macau, men vi vidste ikke, 
hvor vi skulle gøre det. Vi havde kun et 
kort på portugisisk og japansk og kunne 
ikke læse nogen af sprogene." 
"Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre, eller 
hvor vi skulle gå hen. Vi gik ind i en re- 
staurant og bad om en avis. Jeg så adskil- 
lige avertissementer om lejligheder. Jeg 
valgte en og ringede til nummeret. Den 
første, jeg ringede til, indvilligede i at mø- 
de os kl. 16.30. Vi mødte præsident Wheat 
og gik til lejligheden," sagde ældste Wan. 
Efter at have set lejligheden sagde præsi- 
dent Wheat, at dette var det sted, hvor 
Herren ønskede, ældsterne skulle bo. 
Men hvordan kunne de få en vært til at 
udleje til tre mennesker, som var fuld- 
stændigt fremmede, som kom fra et andet 
land, og som skulle forlade Macau om en 
time? 

Værten bad missionærerne få en eller an- 
den i Macau til at kautionere for dem for 
at forsikre, at lejen ville blive betalt, og at 
der ikke ville ske nogen skade på lejlighe- 
den. 

Men de var fuldstændigt „ny e i Macau og 
kendte ikke nogen. Hvordan kunne de få 
nogen til at kautionere for dem? 
Igen syntes problemerne at løse sig selv. 
Efter at have talt med præsident Wheat, 
indvilligede værten ikke blot i at leje uden 
en kautionist, men tilbød også sine møb- 
ler til missionærernes brug. 
Lidt mere end en uge senere, den 6. sep- 
tember, ankom missionærerne til Macau. 
De begyndte at missionere samme dag og 
fandt mange interesserede familier. 
Snart underviste de portugisiske, indone- 
siske og kinesiske familier. 
De solgte 24 eksemplarer af Mormons 
Bog i løbet af de første to måneder. 
De accepterede også en udfordring fra 
missionspræsidenten om at døbe otte før 
slutningen af 1976. 

Church News 4. december 1976. 



ET VIDNESBYRD 

af 

K.HOLMBOE, ESBJERG. 



Vi havde været gift i næsten fire år og hav- 
de stadig ingen børn. 

Da vi begge to virkelig ønskede at få børn, 
var denne ufrugtbarhed ved at blive et 
problem for os. 

Vi var netop flyttet til en ny gren, og en 
søndag meldte distriktspræsidenten sin 
ankomst. Han havde en kaldelse til mig, 
som rådgiver til grenspræsidenten. Di- 
striktspræsidenten var denne søndag ef- 
termiddag gæst i vort hjem, og vi fortalte 
bl.a. om det problem, vi havde ikke at 
kunne få børn. Vi talte også om genealo- 
gi. Vi var så privilegeret at have en slægt- 
ning, som havde givet os nogle slægtsop- 
tegnelser, der indeholdt oplysninger om 
mine forfædre helt tilbage til seksten- 
hundredetallet. Vi måtte dog også fortæl- 
le, at vi endnu ikke havde fået os taget 
sammen til at gøre disse optegnelser klar 
til templet. 

Efter nadvermødet denne søndag, hvor 
medlemmerne opretholdt mig, blev jeg af 
distriktspræsidenten indsat i min stilling 
som rådgiver i grenspræsidentskabet. 
Med sine hænder på mit hoved gav præ- 
sidenten mig bl.a. den velsignelse, at vi 
ville få afkom, dersom vi ville gøre genea- 
logi for vore slægter! 

Det kan nok være, vi kom igang. Vi var på 
landsarkivet hver uge, somme tider flere 
gange om ugen. Det blev til virkelig man- 
ge indsendte skemaer. Men tiden gik, in- 
tet skete. På trods af vor flid i det genea- 
logiske lod børnene vente på sig. 
Vi forstod ikke rigtigt. Nu havde vi jo 
gjort, hvad Herren havde forlangt. Nu 
manglede han kun at opfylde sit løfte til 
os. Tro og tvivl vekslede, vi blev begge 
undersøgt af læger, og intet tydede på, at 
vi ikke skulle kunne få børn. 
Så en dag, da jeg syslede med mine genea- 
logiske optegnelser, fandt jeg blandt alle 
kopier af de indsendte skemaer, samtlige 
originale skemaer med min kones forfæd- 
res navne på. Skemaer, som forlængst 
skulle have været sendt til templet. 
Herren havde ikke glemt sit løfte til os. 
Han havde anerkendt vor indsats for vore 
kære afdøde. 

Ni måneder efter at vi havde indsendt dis- 
se skemaer, fødte min kone, og halvandet 
år efter havde vi vore to sønner Lars og 
Søren. 

Det skal nævnes her, at vi fik mange vid- 
nesbyrd, mens vi arbejdede på arkivet. 
Herren hjalp os flere gange på forunder- 
lig vis med at identificere vore aner i de 
gamle bøger. 

Knud Holmboe 
Esbjerg gren 



ET VIDNESBYRD 

af 

K.Å. GRAM 

"Kast dit brød på vandet, 
og du skal finde det længe derefter" 

Din missionering for evangeliet er aldrig 
forgæves — selvom du ikke altid når at se 
resultatet her på jorden, så kan du være 
ganske sikker på, at de ord, du har sået i 
mennesker, og den ånd, du har medbragt 
til dem i Jesu Kristi navn, vil spire og vok- 
se i disse menneskers hjerter eller under- 
bevidsthed, og en dag udfolde sin kraft, 
og ofte medvirke til frelse og omvendelse 
— måske først 50 eller 100 år efter i de- 
res børn eller børnebørn — eller måske 
først i åndeverdenen! 

Her er et eksempel, som beviser sandhe- 
den deraf: 

Jeg var engang grenspræsident i Aalborg, 
og en søndag tog jeg sammen med min 
rådgiver Jens Pedersen til Løgstør for at 
besøge to trofaste medlemmer, str. Mar- 
tha Kjærgård og str. Edith Andersen (mor 
og datter) for at holde nadvermøde med 
dem. Martha Kjærgård er 84 år og ikke 
rask nok til at rejse den lange vej til kir- 
ken i Aalborg. 

Vi var kun os fire til nadvermødet i deres 
hjem, og jeg foreslog, at vi efter nadveren 
skulle bære vort vidnesbyrd eller fortælle, 
hvordan vi blev medlemmer af kirken. 
Moderen Martha Kjærgård, der ellers ikke 
talte meget, åbnede sig pludselig og for- 
talte om, da hun var barn (vel 8-1 år) og 
boede sammen med sine forældre på lan- 
det. Der kom to mormonmissionærer og 
besøgte hjemmet, men det var kun mode- 
ren, der ville tale med dem — de kom fle- 
re gange, og str. Kjærgård kunne huske, 
at hendes mor altid blev så glad, når mis- 
sionærerne havde besøgt dem. De havde 
læst for hende i Mormons Bog og foræret 
hende én, vist også en sangbog. Imidlertid 
døde Marthas mor, og faderen brændte 
bøgerne. 

Tiden gik, Martha blev gift, fik børn og 
boede i Løgstør. Barndommens minder 
var gemt — men ikke glemt — de var sam- 
men med tusinde andre af livets episoder 
optaget og opbevaret på hjertets og sin- 
dets magnetbånd og lå på støvede hylder 
i hjertets afkroge og ventede på at blive 
taget frem i Guds time. 
Årene gik — hendes mand døde — og bør- 
nene blev voksne. 

Det skete ofte, at Jehovas Vidner ringede 
på hos Martha, men døren blev omgående 
smækket i. 

En dag ringede også to mormonmissionæ- 
rer på døren. Da Martha lukkede op, for- 
talte de, at de kom fra Jesu Kristi Kirke. 
Martha havde næsten fået døren smækket 
i, men inden smækket havde lydt, nåede 
den ene missionær at råbe: "Det er os, der 
kaldes mormoner". 



Det virkede omgående, ja som en elek- 
trisk strøm, der satte barndommens mag- 
netbånd i gang, døren blev åbnet igen 
med ordene: "Sagde De mormoner? Kom 
indenfor". 

Ja, så kunne beretningen fortsætte med, 
hvordan str. Martha og hendes datter blev 
medlemmer af kirken, og hvordan de i 
lang tid samlede mange børn til søndags- 
skole og såede evangeliets frø i deres hjer- 
ter. 

Hvad to missionærer havde sået for ca. 40 
år siden, åbnede døren for den følgende 
generations missionærer. Her er det ord 
sandt: "En sår, og en anden høster". 
Bliv aldrig træt af at så, hvor du kan, husk 
at frø vil altid spire, og en dag bliver de 
modne til høst. "Kast dit brød på vandet, 
og det skal findes længe derefter". 

REGLER & MEDDELELSER 

Musik til stavskonferencer. 

Musikken til et hovedmøde ved en stavs- 
konference bør begrænses til fire numre. 
Forsamlingen bør synge åbningssalmen og 
salmen mellem talerne. Kendte salmer bør 
foretrækkes. Et kor kan synge de to an- 
dre numre, hvoraf mindst det ene bør væ- 
re en SDH-salme. Wards-, kombineret-, 
hjælpeforenings-, ungdoms- eller præste- 
dømmekor kan inviteres til at deltage. 
Børnekor kan være særlig effektive med 
hensyn til at få hele familier engageret i 
konferencemødet. 

Stavens musikformand, under ledelse af 
stavspræsidentskabet og stavens musik- 
vejleder, bør planlægge musikken i god 
tid før konferencen. 

Præludium og postludium bør spilles. 
Salmer er anvendelige til dette og kan be- 
nyttes i tillæg til andet passende reper- 
toire. 

(Musikafdelingen) 

Interview af elever til kirkens skoler. 

Eventuelle elever bør ikke anbefales til at 
gå på kirkens skoler, colleges eller univer- 
siteter, med mindre de fuldt ud er indfor- 
stået med at overholde de SDH-standar- 
der, som findes på disse undervisningsste- 
der. Alle eventuelle elever bør interviewes 
omhyggeligt om deres værdighed og om 
deres villighed til at overholde bestemte 
principper og æresbegreber og de standar- 
der for påklædning og soignering, som er 
anført i den formular, som gives den inter- 
viewende embedsmand. Æresbegreberne 
og standarderne for påklædning og soig- 
nering har Det øverste Præsidentskabs og 
De tolvs Råds fulde støtte. Med tanke på 
de særlige forventninger, der stilles til en 
elev i kirkens uddannelsessystem, er det 
en alvorlig fejltagelse at anbefale, at en 
person optages - selv af rehabiliterings- 
grunde, som snarere vil afvige fra end støt- 
te det særlige miljø, som tusindvis andre 
skaber og er afhængige af. 

{Kirkens uddannelsessystem) 




Besøg hos missionærer. 

Lang tids erfaringer har vist, at det ikke er 
klogt, at missionærer ringer hjem eller rin- 
ger for at tale med venner i telefonen. Det 
er endnu mere forstyrrende for missionær- 
arbejdet, at forældre og slægtninge besø- 
ger en missionær i missionsmarken. Så- 
danne besøg og telefonsamtaler frarådes. 
Man bør rådføre sig med missionspræsi- 
denten for at få tilladelse, før sådanne 
samtaler eller besøg foretages. 

(Den udøvende missionærkomité) 



Uretmæssig anmodning om penge. 

Fornylig har nogle hjemvendte missionæ- 
rer modtaget uretmæssige anmodninger 
om penge fra folk, de kendte i missions- 
marken. Desuden modtager nogle foræl- 
dre til missionærer anmodninger om pen- 
ge fra folk, der hævder at være i forbin- 
delse med deres søn eller datter i mis- 
sionsmarken. 

Når kirkens medlemmer modtager usæd- 
vanlige eller tvivlsomme anmodninger om 
penge fra nogen i forbindelse med mis- 
sionsarbejdet, bør disse medlemmer sætte 
sig i forbindelse med "The Missionary 
Department". 

(De Tolvs kontor) 



OBJEKTIV-PRIS UDDELT 

Mormonkirken — Jesu Kristi Kirke af Sid- 
ste Dages Hellige — har indstiftet en pris 
med navnet "Mormonkirkens Objektiv- 
pris", der lejlighedsvis tildeles ikke-med- 
lemmer, som på en eller anden måde i sær- 
lig grad har behandlet kirken på objektiv, 
ikke forudindtaget måde. 
Prisen uddeltes for første gang, 28. januar 
1977. Den tildeltes Danmarks Radios pro- 
gramsekretær Mogens Hansen for hans ini- 
tiativ og medvirken til, at Mormonkirken 
i november 1975 fik betingelsesløs og u- 
censureret adgang til at forkynde evange- 
liet gennem Danmarks Radios mikrofoner 
— og til grosserer Kent Gade Olesen for 
hans store interesse og uselviske arbejde 
for udbredelse af kendskabet til The 
Mormon Tabernacle Choir, et arbejde, der 
bl.a. har givet sig udslag i oprettelse af 
"Dansk Tabernakel Kors Selskab", udar- 
bejdelse af en liste over korets grammo- 
fonplader og opførelse af korets udgave af 
Håndels "Messias" ved en grammofon- 
koncert i vor kirkebygning i Fredericia. 
Foruden et diplom fik de to prisvindere 
overrakt en kæmpestor kopi af henholds- 
vis Aztec Kalenderstenen fra Mexico og 
Mava 5 Alterstenen fra Tikal i Guatemala, 
to fortidsminder, der bærer vidnesbyrd 
om eksistensen af de kulturer, der omta- 
les i Mormons Bog (som prisvinderne også 
fik et eksemplar af). 

Overrækkelsen fandt sted ved en højtide- 
lighed i kirken på Maglegårdsalle i Søborg. 

JWS. 



Ved ældste Alvin Dyers død 

Højtideligheden for ældste Alvin R. Dyer 
fra De halvfjerds' første kvorumblev holdt 
den 9. marts i Assembly Hall på Temple 
Square. 

Ældste Dyer, der var 74 år gammel, døde 
i sit hjem tidligt søndag morgen den 6. 
marts. 

Præsident N. Eldon Tanner, førsterådgi- 
ver i Det øverste Præsidentskab, repræ- 
senterede ved begravelsen og åbnede mø- 
det med overfor familien at udtrykke præ- 
sident Spencer W. Kimballs og andenråd- 
giver præsident Marion G. Romneys sym- 
pati. Præsident Romney var i Sydameri- 
ka. 

Talere var præsident Ezra Taft Benson og 
ældste Thomas S. Monson fra De tolvs 
Råd og ældste Marion D. Hanks fra De 
halvfjerds' første kvorums præsidentskab. 
Familiebønnen blev bedt af ældste Frank- 
lin D. Richards fra De halvfjerds' første 
kvorums præsidentskab. Begravelsesbøn- 
nen blev bedt af Harold Boyer, som tidli- 
gere havde virket som ældste Dyers første 
rådgiver i biskoprådet i Monument Park 
ward i Salt Lake City, og afslutningsbøn- 
nen blev givet af Harold N. Wilkinson, 
ældste Dyers hjemmelærer. Lavar Dow- 
ding indviede graven i Wasatch Lawn Me- 
morial Park. 

Præsident Tanner sagde, at ældste Dyer 
var meget optaget af Herrens arbejde, og 
at intet var for vanskeligt for ham at prø- 
ve at gøre. 

"Han blev givet det ansvar at rejse penge 
til missionær-sagen. Før og under sin syg- 
dom havde han haft succes med at rejse 
store summer fra villige og ædelmodige gi- 
vere. Nu er han gået ind til sin store be- 
lønning", sagde han. 

Præsident Benson hyldede ældste Dyer 
for hans tjeneste, pligttroskab, loyalitet 
og resultater. Han talte særlig om ældste 
Dyer som ungdomsleder, en stor missio- 
nær, opbygger af Herrens rige og enestå- 
ende familiemenneske. 
"Præsident Harold B. Lee sagde om ham, 
at han var 'en af kirkens s'tore biskopper' ',' 
sagde præsident Benson. "Hans holdning 
overfor ungdommen kan opsummeres i 
disse sætninger af ham: 'Unge mennesker 
er betydningsfulde, de er ikke blot inven- 
tar. Når vi viser unge mennesker opmærk- 
somhed, bliver de interesserede, og når de 
bliver interesserede, er de vidunderli- 
ge . 

Præsident Benson sagde, at ældste Dyer 
var en stor missionær og god til at motive- 
re, og som i sin bog: "The Challenge" vi- 
ste, hvordan effektivt missionærarbejde 
skulle foregå. Den betragtes almindeligvis 
som en af de fineste bøger om at motivere 
til missionering. 

Han sagde, at ældste Dyers første interes- 
se lå i opbygningen af Herrens rige. 
Sidst og mest fremtrædende på listen over 



hvad han ydede, vil jeg nævne, at ældste 
Dyer var et enestående familiemenneske. 
"Under de sidste dage af sin sygdom bar 
han ofte sit vidnesbyrd for familien. Han 
udtalte gentagne gange, at evangeliet er 
sandt. Han vil bedst blive husket for sin 
ærlige livsførelse, sit ønske om at tjene, 
sin kærlighed til dem og tro på Herren og 
det guddommelige arbejde, som kirken nu 
er engageret i." 

Ældste Monson, der henviste til ældste 
Dyer som en fremragende missionær, sag- 
de, at hundreder og tusinder af folk i dag 
er medlemmer af kirken, delvis på grund 
af hans missionærindflydelse. 
"Jeg kan lide at tænke på, at Alvin Dyer i 
dag forkynder evangeliet med senior-kam- 
merat præsident David O. McKay. De var 
nær sammenknyttede; de elskede begge 
missionærarbejde af deres hele hjerte", 
sagde ældste Monson. 
I sine bemærkninger sagde ældste Hanks, 
at ældste Dyer arbejdede for de goder, 
han nød: han studerede, anstrengte sig og 
tjente og hævede sig bogstaveligt op til 
større kvalifikationer og muligheder. 
Han sagde, at under sygdommen "forblev 
hans hjerne og hans tro skarp og klar. Den 
fysiske svaghed bragte sine prøvelser og 
problemer, men han mødte dem med 
sindsligevægt og styrke. Der er kun én 
forklaring: 'Hver den, der sætter sin lid til 
Gud, vil blive styrket i sine prøvelser og 
trængsler og genvordigheder, og vil blive 
ophøjet på den yderste dag' ". 
Ældste Hanks sagde, at ældste Dyer med 
succes havde fuldført løbet, ikke 100 m. 
ud ad en lige vej, men et forhindringsløb 
med mange forhindringer, et langt og 
krævende løb. 

Ældste Dyer tog, hvad livet bragte ham, 
og hvor andre ville have været tilfreds 
med det, eller have knurret misfornøjet, 
mangedoblede han atter og atter sine ta- 
lenter, lærte, udvidede, forbedrede og så- 
ede mangen en god sæd gennem mange 
gode år og så den bringe hundredefold." 

Ældste Dyer fik et slagtilfælde i april 
1977 og blev opereret samme måned. Han 
var kommet ind på hospitalet til undersø- 
gelse af en kredsløbsforstyrrelse den 21. 
april samme år. 

Efter at han var kommet sig, vendte han 
tilbage til sit skrivebord i kirkens admini- 
strationsbygning 47 E.South Temple og 
senere i den ny kontorbygning. 
Han blev udnævnt til administrerende di- 
rektør for Church Historical Department i 
januar I972 og blev afløst i maj 1 975. 
Han skrev adskillige bøger, der havde med 
historie at gøre, de mest kendte var: "The 
Refiners Fire" og "This Age of Confu- 
sion". 

Han blev ordineret til apostel i oktober 
1967 og virkede i Det øverste Præsident- 
skab fra den 6. april 1968 til præsident 
David O. McKays død den 18. januar 
1970. På det tidspunkt genoptog han sin 



plads hos assistenterne til De Tolv, til hvil- 
ken forsamling han blev opretholdt i ok- 
tober 1958. 

Mens han stadig var præsident for Central 
States Mission i april 1958, blev han kal- 
det til at blive første rådgiver i G.U.F.'s 
hovedbestyrelse. Seks måneder senere 
blev han assistent til De tolv. 
Han præsiderede over den europæiske 
mission med hovedkvarter i Frankfurt i 
Tyskland fra 1960 til 1962. 
Han var ingeniør i opvarmnings- og venti- 
lationsbranchen og fik siden sit eget fir- 
ma. Han gav afkald på sine forretningsin- 
teresser i 1955. 

Som et at 13 børn blev ældste Dyer født 
den 1. januar 1903 i Salt Lake City. Hans 
forældre var Alfred Robert og Harriet 
Walsh Dyer. Han giftede sig med May Eli- 
zabeth Jackson i Salt Lake Templet. De 
har to børn, Gloria May Klein, Brent Ru- 
Ion Dyer og syv børnebørn. 
Ældste Dyer havde mange stillinger i kir- 
ken, helt tilbage fra 1924, hvor han kom 
tilbage fra en mission i de østlige stater. 
Han tjente som biskoprådgiver, biskop, i 
stavshøjråd og senere i præsiderende stil- 
linger indenfor stavs- og wards-søndags- 
skoler. 

Hans mange års missionsarbejde førte til 
udgivelse af bøger inden for dette områ- 
de, heriblandt: "The Challenge", "The 
Meaning of Truth" og "The Lord 
Speaketh". Hans andre bøger indbefatter 
også "The Fallacy" og fornylig: "Who am 
I?". Den sidste handler om meningen med 
livet og menneskets skæbne. 
Han var hele livet interesseret i sport. Han 
spillede baseball i gymnasiet, basketball i 
kirketurneringer, og på et tidspunkt bow- 
lede han i en større klub. Han var også en 
fremragende håndboldspiller. På et tids- 
punkt, efter hans første mission, fik han 
tilbud om at spille professionel baseball, 
men tilbuddet blev afslået på grund af kir- 
kelige opgaver. 

Ny oversættelse af Mormons Bog 

De 30 mill. thaitalende i Thailand vil nu 
have mulighed for at læse Mormons Bog 
på deres eget sprog. 

Det øverste Præsidentskab har meddelt, 
at de første 3000 eksemplarer af Mormons 
Bog på thaisk er trykt i Bangkok —Thai- 
lands hovedstad — den 17. oktober 1976. 

Oversættelsesopgaven blev uddelt den 
15. november 1969. Ni personer har i 7 år 
været beskæftiget med at oversætte, gen- 
nemlæse, renskrive, tilrettelægge og kor- 
rekturlæse bogen. Denne udgave på thaisk 
er den første nye oversættelse af Mormons 
Bog siden en udgave på afrikaansk (det 
sprog, der bl.a. tales i Sydafrika) udkom i 
1972. Oversættelser til indonesisk, vietna- 
mesisk og græsk vil snart være fremme. 
I øjeblikket findes Mormons Bog — for- 
uden på engelsk — på 19 sprog.